mandag den 3. april 2017

Kritik

Dagens menneskeideal er det gennemskinnelige, autentiske, ærlige og ikke mindst politisk korrekte subjekt, der intet har at skjule og intet skjuler. Jeg står frem med mine holdninger og for samfundets bedste kalder jeg også dig ud på dine [the act of calling out], uagtet om du bekender dig til dem eller ej. For at være på den sikre side bedriver jeg dybdeborende diskursanalyse med fokus på værst mulige fortolkning hver gang du taler. Vi vil leve i gyldne tider. Vi vil frihed og ikke-objektiv skønhed. Vi vil stå frem som individer af en kommende æra og som allierede i en kamp mod systemer, det være sig kapitalisme eller køn. Vi er kunstnere, vi eksperimenterer med os selv og skaber ny systemer. Vi er venstreorienterede. Vi er kultur-i-udvikling. Vi er morgendagen. Vi er stolte. Vi er rene. Vi er forenede og samtidig unikke.

Man må gerne slå nazister. På samme vis kalder jeg dig frem i lyset og påpeger dine fejl for fællesskabet på Facebook. Du er ikke (længere) en af de allierede. Din opførsel er problematisk. Jeg er ikke interesseret i hvad du egentlig mener, men det kunne læses negativt. Din statusopdatering er forkert ift. konsensus, den afslører racistiske, sexistiske undertoner. Jeg bliver måske selv lidt praktiserende fascist når jeg erklærer mig tilhænger af overvågningssamfundet og melder dine immanent manifesterede endnu-ej-begåede fejl til mine uofficielle overordnede i utopiens tjeneste, men det er ikke mig, vi taler om. 

Det er heller ikke bare det, du gør, der er forkert. Det er den, du er. Din maskulinitet er giftig [toxic], men du kan ikke undslippe den så længe du stadig performer dit køn (interessant nok, gælder det også for femininiteten, der er blevet ødelagt af the male gaze). Den er en del af dit kød indtil den dag, du deler den fra dig selv og udpeger den som ulækker/abjekt. De hellige identiteter er kønløse eller udfordrer køn. Offeret er idealet for i dag: Hvorfor forbrydelsen ikke længere er forbundet statslig lov, men social.

I næste sekund, jeg har nu sænket min pegefinger fra dens antiobjektificering af dig, løfter jeg hånden igen for at pege på min transseksuelle veninde, der måske egentlig helst bare vil være min veninde, men det er ikke hendes valg, så jeg kan erklære min renhed gennem hendes transcendente kød. Vi er ét, hun og jeg, for jeg fejrer hendes kampe ved at kalde dem frem, hvorved jeg får del i hendes glorie. Jeg mærker ikke vægten af nogen af hendes udfordringer, men ved at bore i hendes stigmata, får jeg hendes blod på min hud og bliver selv hellig. Du siger, at hun er et menneske som alle andre, men du bør tie, for du er blændet af dine privilegier.

Erklær: "jeg har erkendt mine fejl og er nu en anden" og du kan blive som os. Erklær det ikke kun med ord, men med gerninger. Operer på din identitet, skær skidtet ud og erstat det med skam. Dit jeg er nu ét med kollektivet. Beskær også i dine relationer. Morgendagen er nær. Lyset tilhører os alle. Forstå: vi er forenede af kontrasten til de Andre, der endnu er udøvende undertrykkere.

Jeg påpeger: der findes ikke rene mennesker. Den, der begår destruktive gerninger, ser dem ofte selv som undtagelser eller frihedskamp frem for terrorisme. Der findes ikke den, der ikke har fejlet. Du bliver ikke et renere menneske af, at trække en anden frem i lyset og påpege hans fejl. Det ser blot sådan ud.

Det her er, når sammenlignet, et mindre interessant aspekt af venstrefløjens kamp for lighed, der hvert øjeblik er uvigtigt i forhold til overgreb og vold. Ikke desto mindre kan det beskrives som en bevægelse, der støt tager til: venstrefløjens angreb på sig selv, slangen, der fortærer sin egen hale, feministen, der kalder sin søster en slut og sin bror en født forbryder. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar