Jeg findes ikke efter kl. 21. Måske tidligere. Om morgenen er jeg en tåget masse, der langsomt samler sig, indtil jeg antager fast form omkring kl. 10.22. Jeg ville sikkert foretage mig mere, flere af den slags ting, der sådan reelt har effekt på verden, hvis ikke disse (?) klokkeslæt indrammede min dag. Til gengæld giver de plads til eftertænksomhed, ikke til handlen, til stille ineffektiv væren.

Jeg er ikke færdig med at føle mig frem.
Bare fordi jeg er færdig med min afhandling.
Jeg er ikke færdig med mig selv.