mandag den 15. februar 2016

Panic

from French panique, from Latin panicus, from Greek panikos "pertaining to Pan" - the god of woods and fields who was the source of mysterious sounds, creaking and shrieking, and who liked to cause terror in herds, crowds, and in people in lonely spots.


søndag den 14. februar 2016

Ambrose understood nothing except the approach of doom.
- Arthur Machen, "The Secret Glory."

lørdag den 13. februar 2016

Mødet

Tiden er knudret og snoet. Den er gennemskudt af tråde der forbinder øjeblikke, knuder, med hinanden. Fra ét punkt til det næste er ikke langt, men jo flere gentagelser, jo længere bliver rejsen, jo sværere gennemskuelig stien tilbage. Der er momenter jeg aldrig kommer til at gense selvom jeg måske forsøgte at gemme dem, og der er steder der pludselig træder klart frem når en duft mærkes igen, en stemning, en følelse.

Jeg har fundet mig selv som 17-årig igen. Det er okay. Det var dengang da jeg sad på min seng og hørte Evanescence og Metallica og læste LaVeyansk satanisme og Homer, satte ild til min vindueskarm ved et uheld og til min bogreol med vilje, rodede rundt i Wicca, næsten lærte mig selv lucid dreaming, men var nødt til at glemme mine drømme igen efter min mor begyndte at slå mig ihjel i dem alle sammen, gik i sort og var helt alene om det, scorede amoralske punkere til undergrundsfester og havde lammet, blindt samleje i mudder under fremmede menneskers gyngestativ. Lambrusco, msn, massiv ensomhed, en følelse af at være ved at dø hele tiden. Det var mens min familie bestod af katte, jeg malede al min lidelse med akrylmaling på væggene i huset, og jeg var ulykkeligt forelsket, også i mig selv.

Jeg tror ikke jeg ville skuffe mig selv, hvis jeg kunne se frem i tiden, ind i 16, fra 6. Det er en trøst. Vi kan være i det sammen nu.



lørdag den 6. februar 2016

Minder til Ada - barn af krigen

Jeg holdt min far i hånden og vi gik igennem byen. Jeg stoppede op uden at tænke over det da jeg så et butiksvindues glitrende indhold. En rød og gylden gyngehest med store, sorte øjne der syntes at kigge på mig, selvom de var malet på.
- Papa, den er flot, sagde jeg, se, men jeg vidste bedre end at bede om noget så dyrt. Vi havde næsten ikke engang penge nok til kul til komfuret og mor spiste altid lidt for lidt, det vidste jeg godt.
- Ada, der er gode tider på kontoret, havde Papa sagt, du skal snart få hesten at se igen. Dens sorte øjne.

En sommer ved vandet. Vi tog ikke tit på stranden, den første gang jeg så havet måske. Solen, de skrigende måger, mors smil. Nu er der en melankoli ved det hele der gør mig vred, men i det simple er der stadig godt. I fornemmelsen af sol på hud.

Min nabo Ivo's violinspil. Han syntes jeg var så sød. Mange af de andre børn drillede mig fordi mine forældre var fattige og Papa var hvem han var, men Ivo fik mig altid til at le og når jeg kunne høre ham øve igennem væggen, følte jeg mig mindre alene i verden.