søndag den 29. november 2015

Det klør

Irriteret: min hud kravler over mine knogler, langsomt, mine indre organer murrer, min højre nyre er stadig ikke overbevist om, hvad det er, den skal her i livet, ligesom jeg heller ikke selv er, ikke mere siden d. 16. september. Jeg har i stedet, primært, været syg. Fordi et eller andet sted må man jo stoppe, og når man er ustoppelig, så må det ske igennem organernes fejlfunktion. Ha. Host. Har også læst, er, sådan set, forfærdeligt interesseret, samtidig holdt tilbage, i både 1900 Wien, de sidste romantikere og æsteticismens småreligiøse tendenser, stadigvæk alt, hvad der er centreret omkring lidelse og længsel, fængslende indrammet i Klimtguld og vildtvoksende plantegrønt med dertil rådnende idealer, der er megen skønhed her i verden. Mit projekt:kunsterliverkunst, også velsignet med samme slags spænding som i mit "arbejde", jeg er gartner, jeg fremdyrker det og i min have, der er dunkelt, her er ingen helt sikre på, hvad de vil, hvem de er, hvor de er på vej hen, i en eller anden forvirring af romantiske forviklinger, hvor der ikke er skelnes kvalitativt mellem relationstyper eller følelser, så længe det kan mærkes. Jeg gennemgår alle slags eksperimenter, så jeg til enhver tid kan sige, at jeg har smagt livet, jeg har set verden. Det er selvfølgelig en lille smule bullshit, men også kun lidt, for jeg holder som regel tilbage, en buket af hemmeligheder, som jeg nogle gange kommer til at vise, og så bliver folk bange, og så har man mistet dét venskab, man må passe på. Til gengæld for diskretion får jeg almindelig respekt, det er markedsværdi, det kan byttes til mange ting. Eksisterer med en slags kontinuerlig intensitet, fuldstændigt uundværlig, men hele tiden nærmende sig en ny normal, kan let glemme, at alt, hvad der gør det værd, i virkeligheden er helt vildt meget mere end hvad der normalt forventes, at hvis jeg falder ned, hvis jeg pludselig en dag åbner øjnene og der ikke er flere giftplanter, så vil der heller ikke være nogen skønhed tilbage. Jeg kan ikke nøjes med hverdagen, den generer, den strammer, den er det rene polyester, eller nej, den er fin, den er nødvendig, men det går jo ikke. Jeg kan ikke rende rundt og præstere noget som helst ekstraordinært på en diæt af høfligheder og lejlighedsvis orientalisme.

Jeg er træt af ikke allerede at vide, træt af pludselige opblomstringer, der forsvinder igen med det samme som gløder i damp, træt af at opmønstre panik blot for at gøre det, for situationer der sejler i forbipasserende, livsflod og snart vil være væk.

torsdag den 19. november 2015

tirsdag den 10. november 2015

Schedule

Goal for the next three days:
Read for Art Theory: Fashion and Temporalities. Feel mortally offended by Nietzsche's view on women's wear, continue onwards in good spirits to Barthes and The Language of Fashion. Be thankful that my classes are on such interesting subjects. Supplement with some Lehman and other thoughts on clothes and language.
Educate myself on Victorian writing and empire. Think fondly of Edward Said while battling John Ruskin and Rudyard Kipling. Be upset with Britain in general but inspired by the British university system.
Enjoy some quality time with the Pre-Raphaelites' relationship to the past. Read through no less than seventeen texts on time before and after Raphael.
Formulate a plan for an essay on the subject of transgressions of hyperrealism into the fantastic in art inspired by the Dutch masters. Must include either phenomenology or semiology. Read Wittgenstein's philosophy of pictures. Mold own methodological approach. Attempt to find some theory on Otto Frello. Consider the decay of matter and how nothing really matters. Do the same for the 19th century, except look at Vernon Lee and Kant's sublime, possibly Faust, Carlyle, Kristeva, the uncanny, and discuss the artist hero's fatal attraction to an immanently evil inspiration which will surely consume him just as if it was a woman (because yeah, that didn't happen last week, as you are SUPPOSEDLY not supposed to cough up blood. Who knew, right?). Cry. Read about the devil. Come up with yet another essay and do the research and put together a bibliography for Eleanor F-Brickddale's The Little Foot Page which hangs in Liverpool, look up cross dressing as a performative but totally normal act in theatre of earlier ages. Read all the Scottish ballads, stare at Queen Guinevere and her bread rolls while meditating on memory, mourning and the modern life subject. Tinker with tensions between old and new, and possibly, possibly contrast evil and neutral androgony.

Tactic so far: 
Get drunk and draw. Repeat.


mandag den 2. november 2015

When I work, reality tends to break down

I have always been a bit too authentic for my own good when it comes to one of my main areas of interest: women in Victorian times. Today I am legit coughing up blood while feverishly attempting to grapple with an essay on the portrayal of immanent evil in Vernon Lee's stories of aesthetics and art. Who the fuck knows.
I am absolutely consumed with self pity, but there is a certain poetry in it. In the stories the male genius (that would then be me, all academics are white middle aged men, as is well known) is, in his attempt to portray the muse (write an essay), capture the wild inspiration (not get thrown out of university), taken over by an unknown pagan power (consumption?), and succumbs, usually, to madness or despair (eagerly awaiting this very moment).