onsdag den 16. september 2015

Forsøgt forholden sig en lille smule

Mit liv er vildt nok. Ironisk distance, prøver at skille mig af med den, ser den som et symptom på kulturens allergi over for det autentiske. Eller min egen. Frygten for at virke dum når man føler noget. Fordi vi alle sammen vil have noget ægte, men ikke kan se os selv som samme stof? Flytter til England på søndag, kun for et par måneder, kun længe nok til at farve håret, prøve et nyt ansigt, måske turde nogle ting, jeg ellers ikke tør alene.
Jeg er ikke optændt af entusiasme.
Ideen er dobbelt. Vil overskride praktikaliteter og omfavne ellers utænkte muligheder i en slags ny impulsivitet, renæssance af egen ellers ikke-rigtigt-nogensinde-eksisterende ungdom. Prøver at genfinde entusiasme ved viden og intellektualisme fordi specialet, åh, nej, jeg er ikke rigtigt angst, men det nærmer sig, og en eller anden form for panikfølelse må der opøves for succes.
Altså: rituel afskæring af sociale bånd og afsked med ansvar. Koncentration forsøges indhentet. Selvfølgelig vildt distraheret af fortsat sideløbende livsprojekt, keywords: momentalitet, sensibilitet, grænser - hvad er det? Tofold, jeg tager afsted, jeg studerer det vilde liv og lukker det selv ned, eller omvendt og lad os se, hvem der kommer ud på toppen. 'Kald det kunst' må være en slags sidste udvej efter forfejlet akademia.