en film af Ana Lily Amipour
Natten er tung og evig, når du står i den. I denne film, er der ingen dag, ingen farver (kun på plakaten), men mørke og ensomhed. Der er længsel, tørst, et par få illusioner indtil de slukkes. De fleste har været det i et stykke tid, fornemmes det.
Når du finder en, som kan stå sammen med dig dér på den anden side af det åbenbare og stadig se på dig, selvom det er sort omkring dig og du ikke selv er mere lys end dine omgivelser, så hold fast.
Jeg spiser sur lakrids (det er en oplevelse i sig selv), og drikker mousserende indsmuglet vin, der lidt tidligere har boblet ud over mig og mit sæde. Kun dilletanter gemmer slik i tasken. Jeg går i Empire og ser en iransk vampyr western fra 2014, der bygger på en grafisk roman af samme navn, men det ved jeg ikke, at den gør, endnu. Jeg sætter mig alene, prøver at undgå at tale med nogen og prøver ikke at høre parret ved siden af mig snakke om deres måske sovende barn. Det er en god film. Jeg er tilfreds. Da jeg går, føler jeg mig meget bevidst om mit tørklæde. Jeg har det tit foldet let som et slør for at lukke verden og kulden ude. Det plejer ikke at gøre mig vampyrisk. Filmen fanger mig på nogle af de samme måder som Only Lovers Left Alive gjorde det. Den er langsom, poetisk og den dvæler ved øjeblikket og ved livets farlige lurende meningsløshed. Men den er også noget andet. Moralsk, måske eller politisk. Man kunne for eksempel analysere dens stillingtagen til køn. I Iran om natten er det mest mænd, som er farlige. Enter den hijabklædte hævner. Det går også - næsten altid - ud over nogen, der fortjener det. Men det er ikke dét, der for mig, virker som hovedpointen, ikke selve synden. Hvem kan bestemme skyld? Der er mange grader af fordærv i filmen. Nærmere handler det om gråtoner af hvad der kan bæres og hvad der ikke kan. Mørket bliver først altopslugende når der ikke er nogen tilbage til at gå i det sammen med dig. Når du har drevet dem alle væk.
Vampyren, som også bare er en pige, er en ensom skikkelse. På mange måder adskiller hun sig måske kun fra de andre vandrende nattegængere ved at vide, hvad der gemmer sig i skyggen. Hun søger noget ligesom dem.
Natten er tung og evig, når du står i den. I denne film, er der ingen dag, ingen farver (kun på plakaten), men mørke og ensomhed. Der er længsel, tørst, et par få illusioner indtil de slukkes. De fleste har været det i et stykke tid, fornemmes det.
Når du finder en, som kan stå sammen med dig dér på den anden side af det åbenbare og stadig se på dig, selvom det er sort omkring dig og du ikke selv er mere lys end dine omgivelser, så hold fast.
Jeg spiser sur lakrids (det er en oplevelse i sig selv), og drikker mousserende indsmuglet vin, der lidt tidligere har boblet ud over mig og mit sæde. Kun dilletanter gemmer slik i tasken. Jeg går i Empire og ser en iransk vampyr western fra 2014, der bygger på en grafisk roman af samme navn, men det ved jeg ikke, at den gør, endnu. Jeg sætter mig alene, prøver at undgå at tale med nogen og prøver ikke at høre parret ved siden af mig snakke om deres måske sovende barn. Det er en god film. Jeg er tilfreds. Da jeg går, føler jeg mig meget bevidst om mit tørklæde. Jeg har det tit foldet let som et slør for at lukke verden og kulden ude. Det plejer ikke at gøre mig vampyrisk. Filmen fanger mig på nogle af de samme måder som Only Lovers Left Alive gjorde det. Den er langsom, poetisk og den dvæler ved øjeblikket og ved livets farlige lurende meningsløshed. Men den er også noget andet. Moralsk, måske eller politisk. Man kunne for eksempel analysere dens stillingtagen til køn. I Iran om natten er det mest mænd, som er farlige. Enter den hijabklædte hævner. Det går også - næsten altid - ud over nogen, der fortjener det. Men det er ikke dét, der for mig, virker som hovedpointen, ikke selve synden. Hvem kan bestemme skyld? Der er mange grader af fordærv i filmen. Nærmere handler det om gråtoner af hvad der kan bæres og hvad der ikke kan. Mørket bliver først altopslugende når der ikke er nogen tilbage til at gå i det sammen med dig. Når du har drevet dem alle væk.Vampyren, som også bare er en pige, er en ensom skikkelse. På mange måder adskiller hun sig måske kun fra de andre vandrende nattegængere ved at vide, hvad der gemmer sig i skyggen. Hun søger noget ligesom dem.
Jeg er ret sikker på jeg har mødt et par stykker som hende før.