mandag den 27. juli 2015

A Girl Walks Home Alone at Night

af Ana Lily Amipour

Natten er tung og evig, når du står i den. I denne film er der ingen dag, ingen farver (kun på plakaten), men mørke og ensomhed. Der er længsel, tørst, et par få illusioner indtil de slukkes. De fleste har været det i et stykke tid, fornemmes det.
Når du finder en som kan stå sammen med dig dér, på den anden side af det åbenbare, og stadig se på dig selvom det er sort omkring dig og du ikke selv er mere lys end dine omgivelser, så hold fast.



Jeg spiser sur lakrids (det er en oplevelse i sig selv) og drikker mousserende indsmuglet vin, der lidt tidligere har boblet ud over mig og mit sæde. Kun dilletanter gemmer slik i tasken. Jeg går i Empire og ser en iransk vampyr western fra 2014, der bygger på en grafisk roman af samme navn, men det ved jeg ikke, at den gør, endnu. Jeg sætter mig alene og prøver at undgå at tale med nogen, og prøver ikke at høre parret ved siden af mig snakke om deres måske sovende barn. Det er en god film. Jeg er tilfreds. Da jeg går føler jeg mig meget bevidst om mit tørklæde. Jeg har det tit foldet let som et slør for at lukke verden og kulden ude. Det plejer ikke at gøre mig vampyrisk.                                                                                                                                                                                                                                                                       Filmen fanger mig på nogle af de samme måder som Only Lovers Left Alive gjorde det. Den er langsom, poetisk, og den dvæler ved øjeblikket og ved livets farlige lurende meningsløshed.         Men den er også noget andet. Moralsk måske, eller politisk. Man kunne for eksempel analysere dens position overfor køn. I Iran om natten er det mest mænd som er farlige. Enter den hijabklædte hævner. Det går også - næsten altid - ud over nogen, der fortjener det. Men det er ikke dét, der for mig, virker som hovedpointen, ikke selve synden. Hvem kan bestemme skyld? Der er mange grader af fordærv i filmen. Nærmere handler det om gråtoner af hvad der kan bæres, og hvad der ikke kan. Mørket bliver først altopslugende, når der ikke er nogen tilbage, til at gå i det sammen med dig. Når du har drevet dem alle væk.
Vampyren, som også bare er en pige, er en ensom skikkelse, og på mange måder adskiller hun sig måske kun fra de andre vandrende nattegængere ved at vide, hvad der gemmer sig i skyggen. Hun søger også noget. 
Jeg er ret sikker på jeg har mødt et par stykker som hende før. 


onsdag den 22. juli 2015

Giovanni's Room

af James Baldwin

Ud af de mange bøger, jeg læser, er der en håndfuld som jeg værdsætter ekstra meget fordi de beriger, ikke blot mit litteraturvidenskabelige overblik, men også mit hjerte. I det bibliotek af blod skabes der nu plads til endnu et værk. Anbefalet og foræret af en veninde, som ikke for første gang, og forhåbentlig heller ikke sidste, har bidraget med titler - hun bærer tilsyneladende på en hemmelig nøgle og kender min smag så godt som jeg selv.

Giovanni's Room blev udgivet i 1956. Den følger amerikaneren Davids flugt igennem fornægtelse, forelskelse og fornedrelse (litteraturens tre store f'er?), fra hans følelsesmæssigt afstumpede opvækst, hans opdagelse og afvisning af sit begær efter andre drenge, hans flugt til Paris. Her ender rejsen.

I Europa kan lysterne løbe fri. Tiden sitrer på samme sted, som luften i august kan gøre det. Det meste af den forløber, klaustrofobisk og svedigt på Giovannis værelse, mellem rå mursten og bjerge af noder og skrald. Der er en verden udenfor som truer med at snige sig ind, men den gør sig mest bemærket gennem pengemangel, som kan indhentes med lån, og gennem breve, som David lader være med at hente eller læse. Der er en insisterende stemning. Jeg kender den godt, den minder om at blive i et forhold for længe, at elske nogen af vilje alene.

Et ikke-sted i periferien af fortællerkarakterens bevidsthed rejser hans forlovede rundt. Hun er en kvinde han ikke interesserer sig synderlig for. Jeg er til gengæld dybt fan: Hella drikker for meget, hun kigger for meget på mænd uden skam, og hun tager til Spanien når kærligheden kommer for tæt på. Hun er primært til stede i romanen ved at være væk. Hun er en bikarakter, men hendes funktion er vigtig. På mange måder bliver hendes hele tiden truende mulige ankomst til Paris et billede på den tid, der, før eller siden, må indhente den forelskede og selvhadende David.

Davids verden består herudover af to aldrende bøsser, Jacques og Guillaume, som ingen længere kan elske eller begære, som køber og truer sig til sex med alt for unge mænd, og som afspejler alt det, han ikke vil være, og af erindringer om hans far, alkoholiseret, ansvarsfralæggende og ensom, som han hverken vil skuffe eller blive som. Det handler i høj grad om at slippe væk.
Hele tiden er fortælleren splittet mellem det, han løber fra, og det han længes efter. Den illusoriske Giovanni, gyldenbrun, blød, håbløst forelsket, dybt såret, altid åben, samler begge dele.

I hans værelse sidder vi og længes efter at være alle andre steder, men uden at kunne gå. Det bedste for dig, er ikke altid det, du vil have.

Illustration af Mark Burrow

mandag den 13. juli 2015

Grimheder

Det er de små øjeblikke.
Det er den menneskelige nærhed, som man aldrig finder derude i kulden, natten, mørket, som man så desperat griber efter og forsøger at erstatte med stof som guld, som ord.

What have you done to my mermaids? They used to be terrible creatures, now there is nothing left of their greatness, withered in the cages of their soft bodies.
Og jeg kigger stadig længselsfuldt i det mørke vand, når jeg krydser Seinen. Som i dine øjne, døden lugter sødt og kvalmt. Jeg drømmer stadig om at drukne. Bare et af de steder.

Mørke. Sved. Varme.
Læg dig på sengen. Tag dit tøj af. Rør ved dig selv. Tag min pik i munden. Tag dit tøj på. Forsvind.

Kan du holde på en hemmelighed?

En såret fugl. Forsøget på at åbne mig for dig. Fortæller dig alt, men holder alligevel det vigtigste skjult. Ikke at det betyder noget. Ikke at det gør nogen forskel. Ikke at det ændrer noget om du stadig ville elske mig, hvis du vidste det.

Det er den modsatte dualitets princip. At der i den mest helhjertede nydelse vil være en sorg, at der i dens modsætning findes en bizar form for lykke. Og det er fordi jeg elsker dig, at jeg vil skade dig. Det er fordi jeg elsker dig, at jeg vil lægge mig for dine fødder, kysse dine hænder og overgive mig til dig i alt.

At that time of the evening she was still wearing lipstick, her red smudged lips were forming o's and ah's while she laughed and I considered how it would feel to press my fingers into her mouth and pull at each corner of her till it would crack, how her eyes would change from mild hysteria to chock, horror, maybe a kind of pleashure, I'm sure she could find a way of liking something like that. I waved the wine in front of her and she reached for it, her clumsy fingers failing to take it as I moved it out of her reach. I told her, you can have it if you take of your stockings. She did. She always does as she's told. Her eyes were filled with something then, too.

Jeg vil trykke min nøgenhed imod dig som et helkropskys
Uden lyd. Uden autoritet. Uden anerkendelse. Jeg kan ingenting, jeg er ingenting, Mere end bare maling og skallede tapetrester der søber ned ad væggene som savl ad din hage, når du engang bliver gammel, hvilket kommer før end nogen af os regner med. For jeg ser ting, der ikke findes, og jeg ser ting, der findes, men som jeg endnu ikke ved, eksisterer, før jeg ser dem. Jeg drikker rødvin, og det bliver blod og det har aldrig tilhørt nogen gud. Det strømmer ud af Jordens åbne sår. Det strømmer ud af hendes hylende, gabende huller. Som Hesten på himlen der trækker den vogn, der er solen, når den falder over de stjerner der er dig og spredes som døde klumper af kød ud over os alle sammen. Solen slukkes. Der er ingen midgårdsorm, der er ingen fenrisulv. Der er ingen fucking mig og fucking dig, for vi er ét og vi er ingenting. Men alligevel.
Vi er desperate, nøgne kroppe, der klamrer sig til hinanden i et mørke, der er tungt og vådt.
Et hjerteslag et sted i skoven.

fredag den 10. juli 2015

Klippe-klistre

Min tid som blogger for Academic Books er slut. Bloggen kan ses endnu, men bliver pillet ned når Atheneum lukker. Her er nogle af de bøger, jeg nåede at læse: