Jeg faldt over et digt her på nettet den anden dag, titlen er "More From Styleite". Jeg tolkede det straks som en poetisk overvejelse af den meningsløse fortrydelse der rammer subjektet næsten uanset hvordan han/hun vælger at handle i senmodernitetens individualiserede præstationssamfund, hvor det enkelte menneskes faktiske behov ikke nødvendigvis stemmer overens med civilisationens forventninger til disse. "I Wish I Hadn't" skriver fortællerjeget og kommunikerer sin smerte over at kunne tage den sensationelle handling tilbage.
Jeg tolkede også, instinktivt den videre udvikling i digtet som en elaboration af hvordan vores minder på én gang er evige og skrøbelige - de elektroniske beviser på vore momenter kan fastholde dem i hukommelsen, men giver samtidig et skær af, at de faktisk kan slettes igen. I digtet udstilles en horisont for befrielsen - men forsvinder noget nogensinde rigtigt fra underbevidstheden eller fra internettet? Lacan og 4chan ville nok sige nej.
Jeg tolkede også, instinktivt den videre udvikling i digtet som en elaboration af hvordan vores minder på én gang er evige og skrøbelige - de elektroniske beviser på vore momenter kan fastholde dem i hukommelsen, men giver samtidig et skær af, at de faktisk kan slettes igen. I digtet udstilles en horisont for befrielsen - men forsvinder noget nogensinde rigtigt fra underbevidstheden eller fra internettet? Lacan og 4chan ville nok sige nej.
Jeg må indrømme, at det omkring 4 strofe gik op for mig, at der var tale en slags reklamerende links der ledte videre til overfladisk nyhedsstof. Ikke desto mindre.