C'est quoi que tu veux?

link litt.

Jeg faldt over et digt her på nettet den anden dag, titlen er "More From Styleite". Jeg tolkede det straks som en poetisk overvejelse af den meningsløse fortrydelse der rammer subjektet næsten uanset hvordan han/hun vælger at handle i senmodernitetens individualiserede præstationssamfund, hvor det enkelte menneskes faktiske behov ikke nødvendigvis stemmer overens med civilisationens forventninger til disse. "I Wish I Hadn't" skriver fortællerjeget og kommunikerer sin smerte over at kunne tage den sensationelle handling tilbage.
Jeg tolkede også, instinktivt den videre udvikling i digtet som en elaboration af hvordan vores minder på én gang er evige og skrøbelige - de elektroniske beviser på vore momenter kan fastholde dem i hukommelsen, men giver samtidig et skær af, at de faktisk kan slettes igen. I digtet udstilles en horisont for befrielsen - men forsvinder noget nogensinde rigtigt fra underbevidstheden eller fra internettet? Lacan og 4chan ville nok sige nej.

Jeg må indrømme, at det omkring 4 strofe gik op for mig, at der var tale en slags reklamerende links der ledte videre til overfladisk nyhedsstof. Ikke desto mindre.

Digression

Før i tiden når jeg mødte nye mennesker og skulle bedømme om vi mon kunne ville blive venner, tænkte jeg ting som disse:

Har vi nogen fælles interesser? Hvad siger hun, hvordan taler hun, kan hun fange min opmærksomhed og hvad læser hun for bøger?  Har hun forstået konceptet Bordeaux og kan han holde sig ovenvande i en let diskussion af Foucault? Er han sød? Kan han kage? Ses vi alligevel hele tiden og næsten hver dag? Er han her i virkeligheden primært for at tage mit tøj af? Eller har han hørt i byen at jeg har en symaskine og kan lappe hans bukser? Bruger hun lige så meget tid på nettet som jeg selv, så vi kan chatte og hvordan har han det med katte og folk som miaver for at udfylde pinlig tavshed (det virker ikke)? Har vi det sjovt sammen? Er han empatisk? Er hun dramatisk? Og alt muligt andet shit min overophedede hjerne kunne finde på at tænke op i min grundlæggende mistro til det menneskelige motiv.

Men efter jeg er begyndt at lave events, tænker jeg kun én ting:

Er du typen, der ikke tager mere ansvar på dig end du kan leve op til? For så elsker jeg dig.

Zoologisk nekroæstetik og magiske monstre

Den cubanske designer og konservator Enrique Gomez De Molina krydser det groteske og det smukke i sine fantastiske skulpturer. Med døde dyr som reservedele frembringer han monstrøse skabninger der synes hentet fra fjerne kontinenter og alternative virkeligheder. 

Paradise. 2010

På sin hjemmeside skriver han: 

"The impossibility of my sculpture brings both joy and sadness at the same time. The joy comes from seeing and experiencing the Fantasy of the work that is coupled with the sadness of the fact that we are destroying all these beautiful things."

Out for a Drag. 2009

Han gør på én gang de udstoppede værker mere dyriske, men giver dem også menneskelige træk i sine opstillinger af dem, særligt med andre, mindre skabninger, der iscenesætter figuren som en slags hersker over naturen der modsvarer kunstnerens position. Han kultiverer dyret og gør det unaturligt.

Earth Spirit. 2010

Men samtidig sker det også med en grad af respekt for sin skaberrolle. De ligner, mange af dem, noget der kunne eksistere hvis "Gud" havde været lidt vildere i sine farvevalg. Man kan måske tale om en slags udvidelse af næbdyrets kategori. 

Men hans skabninger bliver aldrig andet end døde. Deres virkelighed ligger på et andet niveau end vores. På den måde minder de om de biologiske beviser opdagelsesrejsende videnskabsmænd i det 17. og 18. århundrede tog med sig hjem fra verdens fjerneste hjørner. De findes i samme kategori som enhjørningen, og eksisterer kun i en dødeverden, i en fantasiens fortid.

Rhinoplasty. 2010

De Molina, den gale videnskabsmand, en efterkommer af Doktor Frankenstein og Darwins homoerotiske romance, flirter tilsyneladende også med det futuristiske når han kaster sig ud i ekstraordinære surrealismer som ovenstående. Han trækker også, jeg forestiller mig, grinende, tråde til samtidens subkulturer når man på hans hjemmeside blandt andet finder en creepily kreativ genskabning af pokémonen Squirtle (nu med næb). 

De Molina blev i 2012 dømt for ulovlig import af dyredele fra truede arter. Ingen er overraskede.

Væk i natten

Om lidt hopper mig og min chardonnay op i en himmelbåd og sejler ud mellem stjernerne hvor intet ansvar kan nå os og hvorfra vi først vender tilbage når jeg ikke længere har feber og alle har glemt hvem jeg er.

We Go to the Gallery

en børnebog om sex, død og moderne kunst.

Bogen kan købes her.