mandag den 16. juni 2014

Ord er ord er ord er øjeblikke er skyer er ord

(I dag øjeblikke hvor det selvskabte Du ikke var et sted)
(Eskapisme vokser sig hurtigt omfattende, forvandles til næsten-substantiel tilfredshed i kunst, mod tendens til levende død)
På vej ned i mulden igen.
En spændthed over brystbenet, mere rolig, end ikke tæt på at sprænges. 
synker mod mørke og is - i hans øjnes hullede lys er jeg hel og let og tyngden af døde bier bliver blå himmel
Mening forsvinder, når vi fylder vores dage med dekadence.
Vi får det hele med
I flammerne kaster jeg det, der skal vokse og det, der skal dø og ilden lægger sig som et varmt, mørkt slør over mine øjne og bryder blikket
At bære sine sår som mærker, som vilkår, der skaber an other on the inside
You pick the best parts.
Ubekymrede flirtende fugle aftaler vi ægteskab i den dybe sofa, som jeg glider ned i ved første lejlighed i ren begrejstring over hvor nem legen er (før man kender hinanden)
Vi lever (ikke) i en jazz tid, (men) drikker gin og tonics.
Da jeg vågnede i morges var det sommer.
W. Pater blev forstået som hedonist fordi han var skadet af sin kontakt med indholdets ubærlige skønhed. 
Hun siger: "Lad os se." Han kysser mig som om, jeg var en dukke. Hendes kys er bløde og varme som smør. Hans mund er alt for lille. Han smager af mere og han smager af magt. Han klinede sig til mig. Han kysser mig som om intet er forbudt. Begæret er en følge af loven den symbolske orden. Jeg elsker dig i dag dine øjne er blå du tænker på at kysse mig. 
There are moments I want to save.
They are not so ugly as to be locked away in the abyss of never existed in the first place (this is the best place to hide your secrets). It was only a story.
Indskriver virkeligheden på sin krop.
Da jeg ramte gulvet var jeg allerede væk.

Prøver at krænge kropsligheden ud for at skabe plads til sjælen.
Fylder 25 og er lykkelig. Vin sidder i lyset på plettet sofa og hører "and the river flows beneath your skin."
De spiller jazz, jazz, jazz i et stillestående værelse. "Du kan ikke skjule noget for mig."
"You can never hide from me," he said. Ekko. Ekko. Ekko. Bud I did hide. I was quiet and still. 
Mit var det eneste med lås. 

And you have such nice little hands.

torsdag den 5. juni 2014

Sym. selv VI


You can change the text behind the face from teeth grinding gore to Vernon Lee for example if you want to put some of your soul online but not all of it.

mandag den 2. juni 2014

Fin de siècle transgressioner

In vases of coloured glass, expensive cut flowers were silently screaming as they smellily expired.- Will Self, Dorian.

I modernitetens fascination af det immanente og i fantasien om den lurende undergang, fremkommer et netværk af grænser og transgressioner. Hvis den historiske modernitets reaktion på det usikre møde med det groteske eksistentialistiske i mørket uden Gud, er at bygge nye historier og opsætte regler, er den æstetiske modernitets kunstarter beskæftiget med at pille ved disse. Dekadencen som en strømning der beskæftiger sig med forfaldet, udfordrer æstetiske og moralske normer samtidig med at den, påvirket af dødsbevidstheden, søger at vinde ind på livet.

I sin dobbelte afvisning og sensuelle flirten med forfaldet, antager dekadencen på én gang form af orgastisk stønnen og langtrukkent dødsskrig, som den smyger sig gennem den moderne tids kulturelle overlevelsesforsøg.

Over for moderniteten erklærer den sit transcendente ærinde i jagten på øjeblikkets evige skønhed, men i tråd med dens moderne natur, drives den mod grænsebruddet og fejrer den perverterede seksualitet, forfaldet, den ubegrænsede hedonisme.

Som en repræsentant for kulturens fantasi og samtidig for dens mareridt, samler Dorian to former for transgression, den transcendente sublimering og den groteske abjektion. Han sætter som figur håb og
håbløshed op imod hinanden forenet i én splittet karakter, der er både objekt, billede betragtet, og subjekt, handlende aktør.

Som objektificeret ideal er han hentet fra antikken, klædt i solskin og utopier af kunstner-æsteten der ønsker
sig en ny hellenisme. Som frontfigur for en kulturelt dejekt samfundsgruppe, de dekadente og de homoseksuelle, dem, der søger værdierne på den anden side af normerne, fremstår han som personifikationen af det evige øjeblik, som en evigt ung, evigt smuk bringer af bedre tider.

Forvandlet gennem dekadent dødsild, svedet og i mødet med det groteske mørke, begæret af også den desillusionerede moderne hedonist, får han øje på den lurende undergang og forvandles til handlende
moderne monster der bærer på det abjekte. Desillusionen smitter og i en rejse gennem meningsløshed og
vridende kroppe, overfører Dorian døden til dem, der begærer ham. Som en personificeret dialektik mellem skønhed og forfald, lover han både evighed og død.

Som et symptom på den kultur, der har skabt ham, findes han i myten om det evige, frie liv og den smukke kærlighed, samtidig bærende erkendelsen af, at intet varer evigt og døden venter på os alle. Mens vi venter på døden, kan vi drømme om evigheden.