søndag den 4. maj 2014

Alexandra Khitrova

 
Havfruen er i virkeligheden en generel figur. Jeg skriver, at jeg er feminist og jeg mener, at jeg dyrker min personlighed og mit jeg mere end jeg mit køn. Det skal forestille at fremstille stillingtagen til ligestilling og være lige værd egentlig seen ud over sig selv. En smule mere optaget af hjerne end af krop, dumt dømmende at også andre ser verden ved først og fremmest at se på sig selv, tænker jeg og tolker mine tastende spidser af krop, at kønnets opdeling ér en fantasi, en spændende en af slagsen, en spændingskurve i eksistensens maskineri, og en spøg.
Jeg tror også stadig, til den dag i dag og til dette øjeblik, hvor stearinlysets skær står upoetisk stille, ikke flakkende, kastet over det grønne skrivebord og en liste med to-do-punkter og Sticky Tabs i fiskeform fra Magasin, fordi jeg fantaserer om, at det er mere udholdeligt, at være akademiker og skrive opgaver, når man kan markere de vigtigste steder med papirsfisk, at køn er primært konstruktion og at kastet ind i mandens krop også jeg ville kunne tale mandens sprog, eller det vil sige mit egentlige eget, uden at nogen ville overskue at ordene var kvinde-ord og ikke sådan rigtigt hørte til i det kød, gennem hvis præsentationsapparat de blev præsteret.
Men når jeg siger kød, er det også med en ekstra erkendelse, der findes et stærkere, og ofte større, køn, og det er dét, der får kroppen, mens vi andre får kødet, som mange af dem, uden at overgeneralisere, men blot talende ud fra erfaring, siden vil bruge al energi på at genvinde, og fine personligheder med feministiske tendenser kan, når det kommer til livstykket og kjolekanten løftes op, ligesom for at lette stemningen med stoffet, ikke ændre på, at ligestillingen, uanset hvor ens vi ellers er, flænses og bremses og dør, når alt der skal til for at reducere kvinde til kød, er et nej, der ikke bliver hørt.
For når der findes øjne, som er spejle, som øjne både i litteraturen og i livet ofte er, hvor du ser, at du er smuk og du er farlig og du er en lækker lille sag, du er lige til at spise, som sushi, må det forstås, at der med disse blikke, der ikke ser sig selv, men kun ser udefter, uegentligt, udifferentierende, som et slags ikke-syn og sult, også findes forskel.
Kvinden er krøbling.