torsdag den 30. januar 2014

It matters not

Jeg er midt i en eksistentialistisk krise. As per usual.

"Eksistentialistisk krise": Grundløs tvivl på egen betydning og værdien af valg i en tilsyneladende dybt meningsløs verden. En særlig variant slår ned når de sidste rester af barndommens optimistiske fortryllende verdenssyn er blevet vasket bort af virkelighedseffektens grå lys, og kaldes af samme årsag for midt-i-tyverne-krisen. I krydsfeltet mellem for mange valgmuligheder og for få, blomstrer grundvoldopløsende apati frem i form af indholdsløse drømme, og den lammedes åbne øjne må stirre ind i fremtidens uendelige rum, der for hende er ét med fortid og nutid fordi det meningsløst lakunære følges af kalejdoskopisk, men blank (selvmodsigende) frygt, og denne ser ikke formen, men kun arbitrariteten i sig selv.

 photo anigif_enhanced-buzz-21244-1389386438-12_zps011daa57.gif

Løsninger: dyrkelse af betingelsesløs kærlighed, momentalitet - fastholdelsen af det enestående og opslugende øjeblik (en unægteligt midlertidig model), accept af absurditeten.
Eller mere specifikt: 11 Cures For Your Quarter-Life Crisis

Jeg vil eksperimentere med at stirre på Camus til det går over

Det kan meget vel være, at verden falder sammen omkring os. Vi er en generation af tabte individer (nu trækker jeg jer andre med ned) som fik visionære galakser i fødselsgaver fyldt med løfter om alt hvad vi skulle blive. Stjerneskarer af tomme floskler og utopiske spinderier. Når disse tråde trevles op, er kun et mægtigt mørke.
Men vi kan stadig danse (drikke?) os igennem det. Og hey, vi kan gøre det med stil.
Derfor har jeg også købt en ny læbestift.

onsdag den 22. januar 2014

Kønnede fortællinger

Redegørelse for ideologisk perspektiv
Jeg er (stadig) feminist. Dette er en erklæring, der ikke sjældent medfører indignerede, let nedvurderende kommentarer, da mange forbinder dette med noget dårligt. Feminister har et ry for at være vrede, egoistiske, selvcentrerede, uden vilje til at se sagen fra (m)anden side, verdensfjerne - for ikke at tale om ufeminine, fjender af både det maskuline og det kvindelige og altså af egentlig frihed.
Det har heller ikke altid været lige kønt. Den tidlige amerikanske feminisme, med ledende figurer som Betty Friedan, så ned på den tilfredse  forstadshusmoder som mandens villige slave. Her var ingen forståelse for det aktive valg et menneske kan tage af, hellere at ville bruge tid med ægtemand og børn end arbejde i det grå kontorlandskab.
I dag finder vi også feminister, der synes at mene, at det er deres ret at afgøre, hvad rigtig kvindelighed er, helt ned til mængden af acceptabel kvindelig kropsbehåring (der skal ikke være for lidt). Helt ude på ekstremismens yderfløje findes aktive debattører, der forsøger at definere al (!) samleje som voldtægt, under den argumentation, at penetrationen er underkastende. Også denne fortælling undervurderer individets evne til selvbestemmelse.
Jeg kan godt forstå, at man som et menneske af noget som helst køn, kan blive lidt træt af den slags typer.
Men når jeg, til trods for alle de mulige misforståelser, vælger alligevel at påråbe mig titlen, skyldes det, at den netop med sin flertydighed også beviser, at den stadig er under dannelse. Jeg kalder mig feminist, fordi jeg synes mænd og kvinder er lige, og først og fremmest mennesker, dernæst køn. Jeg mener, der stadig er behov for at understrege dette, dels gennem arbejde med lige vilkår, dels gennem politisk og kulturel tekstproduktion.
Sådan set går jeg ikke så højt op i lige kvinden. Vi kan lige så godt tale om alle mulige andre varianter af menneskeheden, der er nødt til at deale med fremmedgørelse. Men kvindelighed er et af de merkater jeg ofte selv konfronteres med, hvorfor det er meget naturligt for mig, at tage udgangspunkt her.

Indspark i debatten
Jeg er i løbet af det sidste stykke tid faldet over tre interessante indlæg, jeg gerne vil dele med jer.

Det første er Eini Grønvolds debatindlæg til information: "Jeg blev feminist, fordi jeg hadede kvinder". Her beskriver hun sin egen oplevelse af at vokse op som hunkøn, og hvordan hun kom til at foragte, de forventninger til hendes pigelighed, som hun blev mødt med, og alle deres attributter. Hovedpointen er, at mange netop ser ned på feminister, fordi de ofte uundværligt er kommet til at holde fast i nogle bestemte forestillinger om 'rigtige kvinder', der alt efter varianten forventer af enhver kvinde, at hun for at leve op til idealet enten skal vogte kysk om sine klassisk feminine sider eller skal tage dem i brug i stædig insisteren på sin ret til anderledeshed.
Grønvolds afsluttende pointe går på, at feminismens vigtige rolle, der samtidig også er det, der gør den brugbar, er at den skal bane vejen for, at vi som kvinder, kan skabe vores egne kønslige identiteter: "Vi skal aktivt fortælle vores egen ’kvindelighed’ i stedet for at tro på alt det, de voksne fortalte os."
Det synes jeg er et rigtig spændende perspektiv, der godt nok er en smule reduktivt (mænd har også identitetsproblemer, og ikke alle har behov for aktivt at være kønnede (tror jeg)).

Men med fokus rettet mod selve fortællingen af og om køn, vil jeg rette blikket videre mod et indlæg på bloggen The Last Word on Nothing: "One Weird Old Trick" af Michelle Nijhuis. Hun foreslår et eksperiment med læsningen af skønlitteratur, en løbende oversættelse af køn, fra dreng til pige, fra mand til kvinde, uden ellers ændring af karaktertrækkene (tankerne ledes hen på Michel de Certaus brug af taktik og strategi, men forsøger at styre sig). Nijhuis fokuserer på højtlæsning for børn, da hun som forældre selv har oplevet at mangle rollemodeller i børne- og ungdomslitteratur, som hendes datter kunne spejle sig i, uden at den kønslige særlighed var særligt understreget.
Det er ofte tilfældet i fiktionsværker hvor heltinden er af hunkøn, at det exceptionelle og fantastiske ved dette understreges igen og igen. I mine egne formative ungdomsår var jeg relativt besat af Tamora Pierce's værker om teenagepiger, der er lige så stærke og vilde og modige som drenge. Det kan også være fint nok, at få at vide, at en pige kan alt muligt når hun virkelig kæmper for det - men måske der faktisk også kunne være en pointe i, at det også ville være sundt for piger, at høre, at de selvfølgelig kan en hel masse, også uden at det skal være til trods for deres køn.
Dog synes jeg (igen), at eksperimentet, som pædagogisk praksis, lige så godt kan udføres på drenge. Jeg kan ikke se, hvorfor de ikke også skulle have godt af, at finde ud af at piger også kan være seje.
Men også set helt for sig selv, er eksperimentet interessant. Ikke mindst i forhold til queer teori og diskussionen om seksualitet. Der sker noget spændende når fiktionen ikke tager hensyn til køn*, det bliver op til læseren selv at tage stilling.

Men også rollemodellerne kan vi bevæge os bort fra. For sidst, men ikke mindst, har BuzzFeed, ja, BuzzFeed, lagt et indlæg af Roxane Gay op: Not Here to Make Friends - On the importance of unlikable female protagonists. Den enorme underholdningsside er ikke kendt for seriøse artikler, men her har vi simpelthen en, der behandler litteraturen som en arena for kampen om identitet - og mere specifikt, kvindens kamp for retten til at være en kælling.
Inden for fiktionen foretrækkes generelt protagonister med rare personlige egenskaber: de skal være 'likeable' og de skal have hjertet på rette sted. Hvis de gør noget dårligt, skal det kunne retfærdiggøres med et større gode.
Gay skriver både om liv og fiktion, men med hovedvægten på det sidste. Vi er ikke alle sammen søde, derfor skal fiktionens karakterer heller ikke være det. I stedet lægger hun vægt på realisme. Nogle kvinder ude i verden prioritererer helt andre mål end at blive holdt af. Men af den grund mister de ikke deres stemme og litteraturen bør stadig tale for dem.
Det er ikke fordi fiktionen skorter på ulidelige kvindelige karakterer, men det er også min oplevelse, at når de tager scenen går hele deres udvikling ofte ud på at opnå denne likeability, at blive populære, elskede, accepterede. Det er da også ganske menneskeligt, men Gays pointe er også, at den maskuline karakter i langt højere grad får lov til at være antihelt og hvile i sig selv, mens kvindens udviklingskurve er en jagt på bekræftelse.
Teorien er netop mere end generel, men samtidig finder jeg perspektivet på kvinden, der gør som hun vil, befriende. Ikke nødvendigvis moralsk, men sandt. At skrive kvinder, der er antihelte og ikke ønsker at være andet, synes at være et oplagt våben i Grønvolds kønskamp, på lige fod med Nijhuis' ringe agtelse for de forudtildelte køn.
Mit perspektiv på en skabende, kunstnerisk feminisme som deltager på det kulturelle felt i formningen af fremtidens opfattelser af køn, er at den skal kæmpe for individets (utvungne) frigørelse fra kønnets rammer. Med det mener jeg, vi er stadig køn, men jeg er ikke kvinden Freja, jeg er kvinde og Freja.

*Tv-serien Lost Girl gør det rigtig godt.

mandag den 20. januar 2014

Nyt om Studiefremdriftsreformen

Som en opdatering på sagen om fremdriftsreformen, bringer jeg her følgende mail fra Lykke Friis, prorektor for uddannelse på KU. Den var at finde i min ku mail d. 20. januar:


Kære studerende på Københavns Universitet  

Et begivenhedsrigt 2013 er netop gået på hæld, og 2014 er i sin spæde start. Jeg vil med mailen her ønske dig et godt nytår og give en status på Studiefremdriftsreformen. Det var pænt af dig.

Jeg har tidligere skrevet til dig angående reformen, som Folketinget vedtog i sommeren 2013. Studiefremdriftsreformen skal nedbringe studietiderne og vil uden tvivl komme til at sætte sit præg på Københavns Universitet i 2014.

Studiefremdriftsreformen er nu trådt i kraft og gælder for alle studerende - også dig. "Også mig"  - Ingen skal tro, dekan slippe uden om her. Den eneste undtagelse er kravet om "obligatorisk tilmelding til fag/kurser og dertilhørende prøver svarende til 60 ECTS hvert studieår". Det er også en rimelig stor undtagelse, en kæmpe sejr for de studerende, der har kæmpet mod reformen. Det gælder for nye bachelorstuderende fra september 2014, men først fra september 2015 for dig og alle andre nuværende bachelor- og kandidatstuderende. Begynder du på en kandidatuddannelse, gælder kravet også først fra september 2015. I praksis gør det en kæmpe forskel for min personlige kandidatuddannelse. Men beslutningen om udsættelse (i stedet for udslettelse) bærer klart præg af netop en bevidsthed om, at de studerende, der har protesteret også for de flestes vedkommende vil være på vej ud af vagten til den tid, og kampgejsten være faldet. Det betyder nu engang ikke lige så meget om det er ens egen uddannelse, eller de kommende studerendes, der er på bødding. 

Reglerne om orlov og studieaktivitet er stadig de samme for dig som nu, og der kan tidligst blive ændringer i 2015. Der bliver heller ikke lavet om på, at førsteårsprøven fortsat skal bestås inden udgangen af andet studieår.

[her stod der noget om, hvor man kan læse mere]

Vi arbejder på flere måder på at leve op til Studiefremdriftsreformen. Vi har blandt andet nedsat et 12-mandsudvalg bestående af seks studerende og seks repræsentanter fra KU's ledelse. Udvalget skal drøfte, hvordan vi nedbringer studietiderne og skal komme med anbefalinger til, hvordan vi på KU implementerer de nye krav under hensyn til KU's uddannelseskvalitet og gode studiemiljø. Et godt initiativ. I approve. Har du forslag til, hvordan vi på KU nedbringer studietiderne, kan du skrive til [...].

Et andet område er et velfungerende studiemiljø. Det er et helt centralt satsningsområde på KU i de kommende år. Vi har derfor lige vedtaget "Strategi for studiemiljø 2014-2016 - Vej til bedre læring", der skal være med til at skabe de bedst mulige rammer for KU-studerendes faglige læring og udvikling. Strategien fokuserer på forbedringer inden for det fysiske studiemiljø, det psykosociale studiemiljø og det digitale studiemiljø. Desværre er det lidt ligegyldigt om man har verdens fedeste sociale rammer, hvis man ikke har tid til at se sine medstuderende, fordi man skal følge 60 ects + alle de fag, man blev tvangstilmeldt sidste semester, men skal tage om, fordi man havde for travlt og dumpede. Til gengæld kunne det da være lækkert med nogle optimerede læsesale. Nu kommer vi jo inden for de næste par år til at bo der.

 Vi har tyvstartet forbedringen af det digitale studiemiljø og kan derfor nu præsentere en nemmere måde at hente e-mail fra Alumni-postkassen til din private mail. Du finder guiden til hentning af dine e-mail her [...]. Næh, en trøstepræmie. "Vores digitale systemer har været fucked siden vi fyrede halvdelen af administrationen i løbet af de sidste sparerunder, og ingen har haft styr på noget. Men hey, nu fixer vi den lille detalje, at det er lidt besværligt at få mailen til at videresende. Er I ikke glade? Føler I ikke virkelig I bliver begavede når vi sådan sørger for at et af de mest basale tekniske redskaber endelig virker? Har I glemt, at vi fucker med jeres fremtid nu?!"

Jeg ser frem til et spændende 2014 med plads til forandringer og forbedringer i kølvandet på Studiefremdriftsreformen og Studiemiljøstrategien. Sure.

Med venlig hilsen

Lykke Friis



Stol på mig, jeg vil dig kun det bedste. Se, jeg står foran et træ!



torsdag den 9. januar 2014

Fiona is simply fabulous



Jeg har besluttet ikke at bliver 60er hausfrau - med mindre det skal være i en lækker sci fi version som et mash up af Darlek og femme fatale Marilyn Monroe style i et retrofuturistisk livescenarie der afvikles snart.
Jeg har afleveret min sidste eksamensopgave på bacheloren, er nu blevet beriget med et dybt, ubehageligt borende, metateoretisk indblik i Freud som både psykoanalytiker, jøde og en mand af sin tid (paternalistisk, patologiserende pervert), og nu vil jeg i stedet være heks. Helst i American Horror Story versionen i 3. sæson: Coven. Dette indebærer primært stil, rigeligt med pessimisme og the occational bloodshed.
Mænd er so last year og sort er altid pænt.


Og så gør soundtracket virkelig noget godt for mig.

lørdag den 4. januar 2014

Ud, væk, slut, stop, solskin!

Siden jeg stak til Paris som au pair i 2008 har jeg regelmæssigt været hjemsøgt af udrejsedrømme. Eller flugtambitioner, om man vil. En stor del af 2013 var det min plan at flytte til Færøerne og blive ædelsmed. Lige nu virker det som et ret god idé at blive stewardesse for Emirates flyselskabet - det var facebook, der gjorde mig opmærksom på at de rekrutterer snart. Kære facebook kender mine svagheder. Det er tilsyneladende ret lige til også, meget Pan Am. Jeg mistænker, at man, udover at skulle kunne tale engelsk, primært skal være køn.

Se hvor glade de er!

Virkelighed'ish:

Tv-serie om flyselskab fra 60erne. 

 De faktiske 60ere:
Måske jeg så også kunne blive godt gift og blive fri for al denne her pesky intellektuelle tankevirkesomhed med dens medfølgende besværlige feministiske dilemmaer og horrible egocentriske hvem-er-jeg?-hvad-kan-jeg?-kriser. 

fredag den 3. januar 2014

torsdag den 2. januar 2014

Highlights fra eksamensopgave: Hysterisk diskurs

Denne gang med Freud, feministisk kritik og konstant koffeinoverdosis

Jøden = kvinden = den homoseksuelle = hysterikeren, og for europæeren = amerikaneren

Freud mente, at vi basalt set alle er lige slemme - og at det er det moralske forfald der leder til psykens knæk, ikke det fysiologiske (selvom syfilis er en gråzone).

Gilman tolker Freuds behandling af Dora som en behandling af hans egne kulturelle sygdom: det jødiske. Bl.a. tænker han Doras tilsyneladende fantasi om at dyrke oralsex med sin far (og alle andre for øvrigt) som en udøvelse af fellatio til trods for at det skulle være som et alternativ pga mandens impotens. Her burde Freud måske have tænkt på cunnilingus.

Evolutionære modeller lå bag fremmedgørelsen af det seksuelle, der blev betragtet som tilhørende et lavere stadie af menneskets udvikling, eksemplificeret af blandt andet Richard von Krafft-Ebing i Psychopatia sexualis i 1888, hvilket også tjente fint til at forklare hvorfor netop børn, kvinder og fremmede racer var så meget mere i deres drifters vold end den forfinede moderne mand – der dog nemt kunne hives ned på deres niveau, stillet overfor fristerindens tuberkulosesblege og barnlige barm.


Fronten blev en scene for det drabelige møde mellem forestillinger og realiteter. Ligesom på nogle måder voksenlivet havde været det for mange victorianske kvinder. 

Hvad Breuer ikke berettede var, at Anna O., Bertha Pappenheim, led af en fantomgraviditet under afslutningen af forløbet og aldrig blev kureret. Det kan man kalde noget af en fortielse.

For Freud er det hysteriske kendetegnet ved patientens usammenhængende tale. I tilfælde hvor hysterikerens fortælling er sammenhængende, er der ikke tale om hysteri. Så nemt er det.

Den lystne, men ikke utiltrækkende Herr K. gør tilnærmelser til den tilsyneladende uskyldige Dora, der dog beviser sit urene sind ved at nægte ham adgang til sine kvindelige dele og i stedet i afsky flygte.

Freud: “This was surely just the situation to call up a distinct feeling of sexual excitement in a girl of fourteen who had never before been approached. But Dora had at that moment a violent feeling of disgust, tore herself free from the man, and hurried past him to the staircase and from there to the street door.”

Paternalistisk patologisering for alt det jødiske guld. 

Freud regner med at hun er flygtet da hun har mærket en erektion, og konkluderer at en sådan afsky må skyldes at hun associerer oplevelsen med noget ubehageligt. Det er utænkeligt at en 14-årig pige skulle kunne blive utilpas ved fallos i sig selv. UTÆNKELIGT.

Hysteriske mænd er homoseksuelle, hysteriske kvinder er til det hele – ifølge Freud.


Something, something, onani.

Jeg vil tale om galskab som diskurs, metafor, form, diagnose. Many, many things. Hvordan spørger du? Det er jo et galt projekt! Ja, men hysterikeren er ikke bange for at gabe over mere end hun kan sluge. Eller jo, derfor hoster hun. Nevermind. Vi forsøger.


Men den unge Wienske kvinde er som stereotyp i den maskuline fantasi et tomt hylster, klar til at blive opfyldt af hans beskidte længsler – eller som Dora et ubevidst sind, der skal penetreres og forstås af den beskuende, belurende voyeur-psykoanalytiker. 

Fantasier om uskyldige forførere, barnlige femme fataler hvis lokkende endnu uformede attributter og let åbne fugtige munde lader den voksne moderne mand uden mulighed for at forsvare sig. Det har ikke været nemt at være kvinde i denne kontekst. 
The Yellow Wallpaper:  ”John laughs at me, of course, but one expects that in marriage.”

Med andre ord, er der ingen vej uden om. Hysteriet smitter. An image of an angel becomes an angel.


Fortolkningen af fiktion kan i sig selv betegnes som et hysterisk projekt - søgen efter sandhed i billeder, der nødvendigvis er fantasi. Vi forestiller os, at det er rigtigt. Vi leger med. Vi fantaserer, ligesom Anna O. i så høj en grad, at illusionerne overtager.

“Any honest scholar knows that we are all hysterics, especially when we are writing papers.”