onsdag den 27. november 2013

Fremdriftsreformprotest fortsætter med høj damp

Det startede rigtig godt i morges. KU har skrinlagt 45 points aktivitetskravet og fratagelsen af den ubegrundede orlov, der begge var stramninger, universitetet selv havde fundet på og ikke direkte en del af reformen.

Kampen er dog slet ikke slut. Dagen igennem har engagerede studerende lavet blokader på bl.a. Panum og CSS og op mod 9000 mødte op til dagens manifestation på Vor Frue Plads.
Vrede Humanister var sammen med geologer og geografer nogle af de første on location, hvor vi sikrede os varm kaffe og forsøgte at få den oprørske stemning op i gear med The Clash og hjemmestrikkede slagsange mens vi viftede vores bannere (og forsøgte ikke at flyve væk).
Ca. en halv time efter hørtes en rumlen, der i løbet af få minutter steg til en dyb buldren og de mægtige horder af sundheds- og samfundsvidenskabelige ankom og fyldte pladsen sammen med studerende fra flere andre fakulteter.
The rest is history.
Konkret fik vi sagt "Pænt Nej Tak", Morten Østergård fik to minutters taletid til at sige absolut intet nyt og gøre folk endnu mere sure, men rektor Ralf Henningsen kiggede til gengæld også forbi med støttende ord, der understregede at KU faktisk ønsker at samarbejde med deres studerende, hvad nattens beslutninger også allerede havde bekræftet - og det blev vedtaget, at den fortsatte kamp i højere grad skal rettes mod politikerne, der er de virkelige bagmænd i attentatet på uddannelsen.

Video her: http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2144117/7000-studerende-demonstrerer-i-dag/



Jeg tror sgu, der er håb.

mandag den 25. november 2013

Fagjunglen IV

Hele tiden havde hun længtes efter at nå op over bachelorskovens grænser, troet horisonten var sikker - men det der lignede kandidatens klare lys viser sig formørket af flere svære valg

Den ædle læsers ydmyge skribent er gået mange prøvelser igennem på sine rejser siden hun ab initio trådte ind mellem de mørke lianers klamme bladfang og forsøgte at tilmelde sig valgfag på grunduddannelsen.
Tilvalgsjunglen I
Tilvalgsjunglen II
Tilvalgsjunglen III
Overbygningen er hjemsøgt, junglen har spredt sig, planterne kravler op
ad institutionens mure og trænger ind mellem bureaukratiets revner. 
Jeg har prøvet kræfter med erhvervsteoriens sumpe, hvor ingen ægte humanist kan trænge helskindet igennem uden at tillære sig CBS-agtige overlevningstricks og dertil medfølgende skam.
Jeg har slidt og slæbt mig igennem designhistorisn teori med et lidt for langt hvil i materialitetens oase, hvor jeg drak grådigt af vandene og drømte mig ind i rigdommens fatamorgana hvor originale Tiffany lamper og Chesterfield sofaer tog skikkelse af noget, man har råd til.
Udsultet søgte jeg tilflugt i den gotiske litteraturs ruiner, hvor freudianske genfærd søgte at indfange og opsluge mig, men i stedet måtte bøje sig for mine overlegne analyseevner.
Sidenhen opsøgte jeg dobbeltgængerens spejlblanke sø og ville krydse den, men måtte give fortabt i bachelorprojektets vældige skygge og i stedet fortsætte længere ind i junglen ad en ellers ubetrådt omvej.
I skrivende stund er jeg i følgeskab med sammenbruddet (det teoretiske, ikke det faktiske) tæt på at nå ud på den anden side, og vejen er allerede begyndt at løfte sig op ad kandidatens bakkedrag, der snart vil blive bjerg.

Der er fagtilmelding. Jeg er blevet officielt optaget på the Master of Arts in Comparative Literature og nu vil den grådige mund, der er KU, også have, at jeg tager stilling til, hvilke fag, jeg vil have.
Det har jeg sådan set også gjort.
Jeg vil gerne have:
Populærlitteratur og genre. Et samtidslitterært emne med fokus på definitioner.
Civilisationssygdomme. Et historisk blik på den sygelige kunstner. Right down my alley.
Det komiske. Teoretiske tilgange til komik i litteratur og teater.

Det er alt sammen meget godt. Der er tre fag, jeg ønsker mig, og jeg skal kun bruge to - og så er jeg stadig en god studine og tager 30 point på et semester, ligesom regeringen kan lide det. Men, men, men, det skal jo ALDRIG være for NEMT.
De to første fag ligger lige præcis nøjagtigt oven i hinanden. Undervisning torsdag fra 11-14. Det tredje er på mystisk vis forsvundet fra alle oversigtslister (jeg mistænker, det er blevet spist af KUs sultne mund).

Jeg er nu nødsaget til at overveje alternativer som Religions- og samfundssatire i 1700-tallet og A History of Taste/Smagsdommerne som lyder totalt awesome, men kræver at jeg tager hul på kandidattilvalget, og dét er måske nok en udfordring, denne rejsende endnu ikke er helt rede til at give sig i kast med.

Studiet er langt og fuldt af fælder - der høres skrig i skoven, og med den nært forestående trussel om frigivelsen af de deforme reformbæster, må beslutninger træffes hurtigt og frygtløst. Hav mod.




torsdag den 21. november 2013

Effektivitetens pris:

300 millioner +/- og en generation af studerende

Lad det være sagt med det samme, skønt ingen kan være i tvivl. Jeg er humanist through and through. Jeg kan lide at skrive om kunst, kultur og nogle gange kage. Når jeg blogger er det en dybest set meningsløs kærlighedserklæring til livet og sproget igennem et medie, der er et fristed og fungerer som alternativ til mere intimiderende skribentvirksomhed som den sjælsuddrivende fremskrivning af akademiske tekster, jobansøgninger og deslige. Internettet er min hule, et sted for glitter, gifs og ubekymret forundring. 

Men nu er jeg blevet presset til det punkt, hvor jeg vil skrive om politik. Så kan man altså godt være bange. Jeg vil skrive om Studiefremdriftsreformen. Ikke fordi det er sjovt, men fordi det er nødvendigt, for den kommer dundrende og banker selv uskyldsrene litterater som undertegnede i jorden. Jeg ville virkelig helst være i fred med min dekadence og min strukturalisme og mine relativt fredelige kulturanalyser. Sådan skal det ikke være, ikke hvis det står til regeringen og ikke hvis KU bøjer sig for den.
Hidtil har de fleste af mine indlæg om universitetslivet forholdt sig galgenhumoristisk til bureaukratiets udfordringer, besværlige tilmeldelsesprocesser, uklare akademiske udfordringer og mine egne livtag med opgaveskrivningsprocesser der har ledt til mild (ha, nej) momentan sindssyge og smuldrende selvforståelse. Men i virkeligheden synes jeg langt hen ad vejen KU(A) er et vidunderligt land, fyldt af muligheder, lærdom, passionerede undervisere, befolket af skønne mennesker som forholder sig kritisk og gennemtænkt til verden. Fra første dag, da jeg satte mine ben på de brostensbelagte kanalbredder og gik igennem bygning 21, har jeg følt mig hjemme. Mit liv er, om end også let forslået, blevet dybt beriget de år, jeg hidtil har tilbragt der.

Jeg er taknemmelig. Men når universitetet er den institution, det er i dag, er det fordi, der er blevet kæmpet for frihed til lærdom, uddannelse under ansvar, fordi de studerende siden de i 68 insisterede på at ville være medbestemmende over egen fremtid, er blevet behandlet som ansvarlige borgere, der kunne tage vare på sig selv. Det var rigtig vigtigt. Siden er det dog gået ned ad bakke. I dag lever vi i en krisetid og opfører os som samfund som om selvbestemmelse er en luksusgode, der kun dårligt er råd til. De studerende bliver ikke længere betragtet som tænkende individer, men som dovne, dyre børn, man er nødt til at regulere, presse, tage i hånden og lede eller skubbe fremad, som om vi ellers ville undergrave selve det velfærdssamfund, der støt alligevel spares væk.

De seneste år er der blevet skåret mere og mere. Jeg har ikke sagt noget til det. Vi brokker os lidt i krogene. Jeg synes måske nok at 2 timers undervisning om ugen pr. 15 points. fag er lidt rigeligt lidt. Men jeg kan godt selv indhente det Foucault, jeg ikke får serveret - det er en af fordelene ved humaniora. Det er ikke fordi, der ikke bliver læst. Man må spinde hør af lommeuld og det går langt hen ad vejen fint, når man først har værktøjerne. Jeg har altså kunnet trække skyklapperne ned, navigere udenom reduktionerne af mine læringsmuligheder og arbejde selvstændigt for egen dannelse.

Nu får jeg at vide, at jeg ikke længere selv bedst kan bestemme, hvordan jeg får mest muligt ud af min uddannelse. Prorektor Lykke Friis skriver til min KU-mail og fortæller mig, at jeg skal være en god lille studine og tilmelde mig for 30 ects-point fag ganske straks, for vi skal alle sammen gøre vores del. Imens sidder jeg og kigger på praktikpladser og studierelevante jobs fordi jeg læser et kulturfag og ved at drømmejobbet ikke bare kommer dumpende og det er så, så vigtigt at supplere videnskab med erfaring - og er pludselig nødt til at tage med i mine overvejelser, om det overhovedet kan betale sig for mig, at starte på kandidaten allerede til næste semester, hvis jeg ikke længere selv kan tilrettelægge den.

Centrale ændringer
Reformen er ikke særligt overskuelig. Studenterrådet har forklaret omstændigheder og (mulige) konsekvenser her: http://srku.dk/hurtigere-ud-reformen/
Jeg bider særligt mærke i to forhold: kravet om studieaktivitet og fratagelsen af orlovsretten.
I følge reformen vil studerende fra sommeren 2014 blive tvangstilmeldt 60 ects pr. år, 30. pr. semester og det inklusiv eksamener. Hvis man dumper et fag, vil det blive lagt oven i ved næste tilmelding, indtil man har indhentet det tabte. Reelt betyder det, at man risikerer at sidde med flere semestres prøver på én gang. Der kommer et krav om beståede 45 point om året og fejler det, bliver man 'udskrevet'. Farvel uddannelse.
Som det ellers har været, har studieaktivitetskravet ligget på 30 point pr. år og det har været op til den enkelte studerende, hvordan de skulle fordeles. Dette har skabt en vigtig fleksibilitet og tilladt den studerende at tilrettelægge egen arbejdsbyrde under hensyn til alle de individuelle forhold, som kun den studerende selv, kan holde styr på.
Den ubegrundede orlov er på bacheloren er blevet skåret ned til ½ år og det vil ikke længere være muligt at tage orlov på kandidaten. Dette begrænser muligheden for praktik, studierelevant arbejde, udlandsophold og personlige sammenbrud. Inden for mit felt er den slags nu ellers som sagt ret vigtigt, hvis man vil undgå dagpengeperioden. Men til trods for at det tyder på, at studerende, der prioriterer at skabe brede erfaringer under uddannelsen klarer sig bedre efterfølgende, har regeringen altså valgt at forsøge at skubbe os igennem hurtigere og ikke bedre.

Nok er nok
Taget i betragtning at SUen er så godt som den laveste understøttelse vi har, kan jeg ikke se, hvordan det er andet end en lappeløsning at uddanne til arbejdsløshed. Vi bør som samfund uddanne kvalitetskandidater, ikke en kvantitet af stressede og usikre studerende, som der ikke er plads til på arbejdsmarkedet og som ikke har haft tid til eller mulighed for at sætte sig ind i, hvordan de selv kan skabe pladsen.
Det gør mig bange og det gør mig vred. Det føles som om regeringen er imod mig. Jeg bliver umyndiggjort - og det af mennesker, der i sin tid fik tid til at 'fjumre' rundt og engagere sig som frivillige, arbejdsomme, prøvende studerende, der spredte deres potentialer ud og opdyrkede talenter og fandt ud af hvad de ville og hvordan de kunne opnå det, og som nu sidder på topposter i staten, og forhindrer deres efterfølgere i at gøre som dem selv.

Hvis vi lader stå til, skal de nok opdage, at det ikke holder. Men hvornår? Vi bør kæmpe imod inden en generation af intellektuelle får frataget deres selvstændighed (og hvad er så pointen?). Det er vores ret, at forsøge at få de bedst mulige vilkår og vi ved bedst selv hvordan de ser ud. Vi er individer og vi er faktisk ret gode tænkere, (man kunne nærmest sige, at det er vores spidskompetence), og vi har gode mulgiheder for at drive verden frem og skabe arbejdspladser til os selv og til hinanden, men det kræver, at vi får lov til at forberede os ordentligt!

Regeringen har truffet deres beslutning. De studerendes mest presserende og mest reelle mulighed for indflydelse går derfor på at få KU i tale. Vores håb ligger hos universitetsbestyrelsen, der kan vælge at takke nej til statens 300 millioners "færdiggørelsesbonus" under hensyntagen til, at de nok også kommer til at tabe en del kontanter sammen med de studerende, hvis de vælger at smide dem ud med badevandet.
 
Underskriftsindsamling imod reformen her: http://www.skrivunder.net/hurtigereudreformen

På tirsdag stiller Humanioras dekan op til debat: https://www.facebook.com/events/174425406097742/?ref=25

På onsdag er der manifestation: https://www.facebook.com/events/244888829009059/?ref=25

Løbende opdatering over protesterne: Momentum følger protesterne mod studiefremdriftsreformen dag for dag

Anden lekture:
http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2134317/universitetsreform-kan-give-bureaukrati-og-frafald/ Universiteterne kommer også lidt til orde. De er heller ikke glade.
http://www.b.dk/kronikker/er-den-rette-vej-lige diskussion af hvorvidt det er en god ting at skynde sig igennem, uagtet om man kan overskue det eller ej
http://www.information.dk/478849 om SU-reformen, der heller ikke er alt for sjov, og straffer dumpet eksamen med fratagelse af SU indtil de 45 point pr. semester er indhentet.
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2138037/fremdriftsreformen-umyndiggoer-os-studerende/ En række statskundskabsstuderende skriver også om umyndiggørelse



søndag den 10. november 2013

The Necrophiliac

af Gabrielle Wittkop
- oversat fra fransk le Nécrophile af Don Bapst med ekspertise

Der er et særligt stille sted reserveret i mig, hvor stemmer (al litteratur er tale) som trækker det sublimt skønne frem fra det groteske, det bizarre, det forfærdelige, får plads. Det er et rum af tavshed, for gru blander sig i læsningen med ærefrygt og fascination,  bliver ved mødet med den sidste side ikke forvandlet til ord. Der er brug for en pause. 

Jeg lånte denne bog af en veninde som advarede mig mod den, med samtidig gav den sine varmeste anbefalinger. Det er nekroerotik. Hovedpersonen har samleje med lig. Repeatedly. Alligevel er det, det smukkeste hun har læst. 

Jeg kan nu selv takke den lille grå værk for at have åbnet porte i mit imaginarium, som jeg ikke var klar over eksisterede. Det har været en stor æstetisk nydelse at læse den, en sanselig og intellektuel øjenåbner der lærte mig et og andet i den tomhed, der medfulgte. Men det var også en rejse, gjort i kuriøs melankoli, der ikke kun var behagelig, fordi jeg, titlen til trods, faktisk ikke var forberedt på, hvad jeg gik ind til. Det viser sig at Gabrielle Wittkop er en faktisk necromancer, en påkalder af de døde, af døden i sig selv, for læsningen fremkaldte hos mig ellers glemte sanseindtryk og ordene blev fulgt at en konstant stank af lig, som jeg, uden at være overdramatisk, havde glemt, jeg kendte. Med den duft som trofast følgesvend og erindringsrest læste jeg mig igennem den parisiske fortællers ene kødelige forelskelse efter den anden og besøgte samtidig mit eget forhold til det metafysiskes magtesløshed i den morgendag, der vil komme og tage åndedrættet fra os alle, i den fortids væld af kroppe, der ikke længere er, over for menneskeansigter opslugt af år og jord.

Læs den, hvis du kan holde fodfæstet i tågen når faste linjer bliver bløde og skarpe som vand. Læs den, hvis du kun er lidt bange for at dø.

lørdag den 9. november 2013

Parts of Speech

af Dessa er navnet på min musikalske obsession lige nu. Albummet udkom i sommers, men jeg har lige opdaget det, og det er så godt, jeg har smidt faktiske penge efter det. Så kan man godt være lidt imponeret.
Genremæssigt er vi ude i noget hip hop indie rap spoken word agtigt.
Lyduniverset er på én gang en blød, afslappende oplevelse og indeholder styrke - musik af den slags, der indgyder følelser af 'jeg kan fandeme godt klare det her liv' i mig.
De utroligt velskrevne og intelligente tekster opbygger stærke fiktionsverdener uden at prøve på at repræsentere generelle almentmenneskelige situationer - vi er altså ude over den altid (i kunsten) funktionelle, men i længden uinspirerende ulykkelige kærlighed. I stedet skabes et anderledes unikt, på en måde mere virkeligt udtryk. Der gemmer sig nogle gode fortællinger her.
Og så er Dessas stemme sindssygt smuk.

Jeg kan særligt godt lide nummeret The Lamb

You came up from anesthesia
like a diver out of air
surprised to be alive
startled I was there...



Resten af sangene og lyrikken kan findes på Bandcamp.

fredag den 1. november 2013

Kære eks

Hvis man ikke vil udstilles på nettet, skal man lade være med at date forfattertyper. Jeg faldt for ham, fordi han (som den eneste) gad læse min roman. Stort advarselstegn lige der. Jeg aner ikke, hvorfor han faldt for mig. Formodentlig fordi jeg er fantastisk - for det var romanen altså godt nok ikke.

For at komme til sagen. Vi er ikke kærester mere. Vagtelæg til trods. Men jeg er stadig mega fucking pisse stolt. Fik jeg lige understreget pointen rigtig godt der? Det tror jeg nok, jeg gjorde. Jeg er ved at revne af stolthed over min flotte, intelligente, selvcentrerede eks - også selvom han på det sidste, er blevet exceptionelt irriterende. Hvorfor så jeg aldrig det før?

'Hvad skal jeg bruge den information til?', må læseren nu tænke. Prøver hun at vinde ham ved at stryge hans ego i det offentlige rum?
Nej, det kan han godt klare selv, der er ingen skjult agenda. Det handler om glæde. Jeg vil gerne fortælle verden, at vi klarede det, også den del med at komme videre.
Jeg har efteråret igennem gået rundt og været glad fordi han var min kæreste og glad for, han ikke er det mere og glad i låget over, at dét, at ingen af os rigtig gad hinanden så meget mere, somehow overhovedet ikke ødelagde alt det foregående, lidt til trods for, hvad jeg nok havde regnet med.
Nu har jeg sådan set aldrig troet på evig kærlighed.
Måske i en kort overgang da jeg var 16 og drømte om at stikke af fra verden med mørk melankoliker. Det gik over. Noget har man vel lært af at vokse op i en topersoners husholdning.
Til gengæld har jeg gået ret meget op i at tro på værdifulde forhold, der varer akkurat så længe, som begge parter bliver ved med at få noget positivt ud af det.  Indtil i år, har det primært været teori. Slutninger er uhyggelige. Tidligere har jeg tacklet dem ved at flytte ud af landet (det kan anbefales), det store ukendte er meget mere overskueligt geografisk end mellemmenneskeligt. Nu viser det sig, at teorien holder: slutninger forvandler ikke (nødvendigvis) fortid til støv.

Jeg har godt nok også været heldig (læs: grundig og gennemtænkt) med hensyn til at have fornøjelsen af at slå op med et individ, der hele vejen igennem var med på, at det var et fælles projekt, og vi begge skulle komme ud på den anden side OK.
Sådan er det selvfølgelig ikke for alle. Det er nok i virkeligheden ret usædvanligt at folk går fra hinanden udelukkende på en basis af, at de erkender, at de lidt er begyndt at kede sig. Det forekommer mig, at det langt mere generelt er et spørgsmål om at ting begynder og bliver ved med at gå galt, og at folk ikke kan tage sig sammen til at komme videre. Det kan jeg også godt forstå. Kurt Vonnegut ville sige, at så længe, vi opfører os ordentligt over for hinanden, skal det nok gå. Men dette kræver selvsagt, at de mennesker, man omgiver sig med, er med på idéen. Altså må trin ét til et ordentligt liv, være at holde dig fra mennesker, der ikke behandler dig pænt. Ud med dem. Med mindre, du altså prioriterer at indsamle tekstmateriale.  Eller ikke er en koldblodig menneskesorteringsmaskine.
Livet er svært. Det er de andre menneskers skyld, men samtidig er det også dem, der gør det godt. Det er  noget rod. Kaos! Vi må altså huske at glæde os over, når det går godt. Det vil jeg gerne lige gå lidt op i.

Så, kære eks, tak for alt, du dejlige mand. Jeg håber du får et langt og lykkeligt liv fyldt med succes, at det lykkes dig, at blive lige så god til at manipulere med sagesløse individer, som du går og drømmer om, og at du på et tidspunkt falder for nogen, der er lige så awesome som mig, men på nogle sikkert helt andre måder - jeg følger med på sidelinjen.

Måske det er en gammel nyhed, at det er muligt at glæde sig over også det, der ikke er mere, men jeg tror, den for mig var en smule mytisk.