fredag den 24. maj 2013

søndag den 12. maj 2013

Opskrift på humanistisk opgaveskrivning - en guidet begyndelse

At være en arbejdsom og selvtilfreds humanist, der virkelig formår at skrue op for akademikerjargonen i imponerende, mange på hinanden efterfølgende, selvreferentielle sætninger, handler først og fremmest om at indtage rigelige mængder kaffe. Der vil være dem, der mener, at dårlig kaffe er et must i forbindelse med kreativ udfoldelse (og litteraturanalyse kan sandelig være meget kreativt) og, at man ikke ved velsmag skal få adgang til bohemernes haller af intellektuel erkendelse, men undertegnede vil til enhver tid fastholde, at fysisk (aromatisk) nydelse er den bedste følgesvend til  åndsmæssig lidelse.

Begynd derfor processen ved at fatte ikke blot arbejdsmateriel, men også en række tilfredsstillende substanser med opkvikkende og beroligende effekt (vi får brug for begge dele).

Ingredienser:
Lækkerlade, Cognac, Freud, Kaffe efter eget valg, sekundærlitteratur, mælk, under overfladen lurende ægstelighed. Tilsæt evt. vanilje.


Fremgangsprocessen:
En passende mængde mælk opmåles i kop, varmes herefter under omrøring i kasserolle og kombineres med chokolade. Piskes skummende - jo længere du pisker, jo længere kan du udskyde arbejdet. Imidlertid forberedes en lille, men inderligt stærk, mængde kaffe, den hemmelige ingrediens her er kogende vand. Kombiner. Tilsæt Cognac. Ikke for lidt. Heller ikke så meget, at du mister koncentrationen og må begynde forfra en anden dag. Glem at fotografere det endelige resultat. Nyd alligevel. Tjek evt. Facebook mens du venter på at den overvældende kreative genialitet sætter ind.

Kan evt. benyttes af andre typer studerende og lignende pressede individer.