lørdag den 2. marts 2013

Spontan Jazz

Billedet er utydeligt og farverigt som den fotografiske side
af jazzen skal være det.
Fredag aften. Har været til møde med overmenneskeligt vidunderlig bachelorvejleder. Hjem? Nej! Spontan Jazz! Bedst efter et par martinier. Sandsynligvis bedre i selskab af andre stimulerensde midler, men godt selskab gør også meget. Vi hører Koppel og Koppel i Valby, hvor bassens bløde klimt indtager det intime og lejlighedsvist mørklagte lokale. Sangerinden er charmerende og dygtig og den stille del af jazzen bjergtager mig. I sådan ca. 10 minutter. Så starter larmen og forvirringen og Aristo Cats. Kulminerer i en kombination af inspireret entusiasme, let kedsomhed, forvirring og en følelse af forstyrret sanselig overdosis. Sådan kan det gå, når man kaster sig ud i nye oplevelser.
Arrangementet hørte ind under noget der hedder Valby Kunstår, som basically er en samling af kulturelle begivenheder, der foregår i Valby. Valby er ikke så langt væk, som man kunne tro, når man kalder sig københavner, og det kan godt være umagen værd. Jeg syntes, det var det værd, forvirringen til trods.
Min observante og velformulerede veninde Johanne, der ikke bare har egen lejlighed, men også er noget så fint som kunstambassadør, og tjekker kunsten ud for os andre dødelige, har skrevet et længere indlæg om arrangementet, hvor hun kommer nærmere ind på udfordringer og farer ved intens jazz lytning, læs det her: "Der sker ret meget på én gang."