onsdag den 30. januar 2013

tirsdag den 29. januar 2013

Tilvalgsjunglen III - KUnets hemmelige had

Sidst læseren mødte den hårdt prøvede eventyrer, stod hun ved en skillevej med mange valgmuligheder og kun lidet overblik. Situationen er sidenhen vendt totalt.
Jeg er nu i besiddelse af en lækker plads på Hauntings og ser frem til at indsøbe mit sind i senviktoriansk spøgelseslitteratur, og det kunne sådan set ikke være bedre. Imidlertid har holdet ikke nok ects point (studerende lever ikke på vand og brød som statens andre fanger, men på ects og SU-klip), og jeg kom, oh skræk og rædsel, ikke ind på det andet hold, der skulle have bidraget med disse livsvigtige tal.
Derfor måtte eders trætte rejsende, bedst som den blå himmels horisonter kom til syne mellem træerne, vende om igen, og begive sig tilbage ind mellem klistrede kodebregner og fugtige domæner, ind på KUnet - men hun skulle dybere ind - helt ind i Selvbetjeningen!
Det viste sig, at det, der offentligt blandt KUborgere er kendt som Selvbetjeningen, et sted, hvor man enkelt og nemt kan styre og overvåge sin studietid, havde udviklet en personlig vendetta imod netop mig.
Ukendt billede, nådesløst udrevet af sammenhæng for illustrationens skyld. Selvom
slangen er skræmmende for læserens blik, kan den blot virke som en symbolsk afbildning
af den rædsel, der er Selvbetjeningen. Kun den, der selv har været der, vil forstå.
Efter desperat at have forsøgt at tilmelde mig det ene fag efter det andet, måtte jeg give fortabt og falde på knæ for guderne (ringe til fagsekretæren) og bede inderligt om hjælp og nåde.
Det var da heller ikke et tilfælde af enormt uheld, at jeg ikke kunne få plads på hverken Nekroæstetik eller Digital erindring - det var Selvbetjeningen, der ikke ville lukke mig ind. Selvbetjeningen, der på overfladen er så blid og skøn som nogen hjemmeside, viste sit sande ansigt som ældgammet monster med aner i en tid før tiden, med tentakler og glødende, bitre væsker dryppende fra det enorme gab.

Jeg husker ikke meget herefter. Blot den stille susen i telefonen og fagsekretærens beroligende, moderlige lyde. Så stilhed.
Denne stund er problemet stadig ikke blevet løst. Ingen ved, hvorfor jeg således bliver holdt fanget i Tilvalgsjunglens labyrintiske indre. Jeres ydmyge rejsende afventer træt dommen og drømmer om at gense det klare valgs grønne enge og indånde den friske luft af sikkerhed. Guderne har visket mig i ørerne, at der stadig er håb om en plads på Dobbeltgængermotivet i litteraturen, men jeg er ikke sikker på, jeg endnu evner at håbe. Når jeg lukker øjnene, ser jeg stadig Selvbetjeningens skrækindjagende besked "Der er ikke plads på holdet."

mandag den 28. januar 2013

Vintage mig

Baigneuse sur la Plage de Deauville
- taget af Henri Roger-Viollet o. 1925.

For de uindviede ligner hun mig ret meget (eller jeg ligner hende, hun kom trods alt først), bortset fra at 1925-versionen har større hår. Men det er jo også fuldt af saltvand. Alle ved, at havbadning svarer til at hoppe i en potent kemisk blanding af krøllecreme, hårlak og festøv. Mit hår ville være lige præcis lige så awesome, hvis ikke jeg boede i Danmark, hvor jeg absolut kun kan bære at stikke hovedet under vand ganske få dage om året.

søndag den 27. januar 2013

Mademoiselle de Maupin

af Théophile Gautier

Romanen fra 1835-36 skal læses i lyset af en kronik, Gautier  (1811-1872)  udgav i 1834, hvor han på det kraftigste kritiserede sine samtidige kritikere og deres forældede og dobbeltmoralske standarder inden for både litteraturen og etikken.  Det blev tidligt tydeligt, at det var hans mål at med Mademoiselle de Maupin ville blive at provokere og nedbryde grænser.

På Gautiers tid fandtes der inden for samtidig europæisk  litteratur to dominerende stilarter: den ordensorienterede klassicisme og den sanselige romantik. Et godt eksempel på romantisk litteratur er Den unge Werthers lidelser af Goethe, der portrætterer en passioneret og æstetisk sjæl som ikke passer ind i samfundets rigide systemer. Da jeg er glad for stærke, handlingsorienterede og intelligente protagonister, har Werther aldrig sagt mig så meget, men i Mademoiselle de Maupin får jeg personlighed for alle pengene. Den romantiske idolisering af det skønne er gennemgående i romanen, men med vægt på både åndeligt og fysisk begær efter det fuldkomne, som karaktererne aktivt søger at nå (uden megen klynk), og til sidt faktisk opnår i en symbolsk symbiose af mandens fysiske søgen og kvindens æteriske i en forenelse af de to køn, der ikke kun er seksuel.
Romanens handling er bygget op om Shakespeare's As You Like It, der går igen både tematisk og som teaterstykke inde i selve handlingen, og den er inspireret af den historiske  person Julie d'Aubigny (1670-1707), der under navnet La Maupin/Mademoiselle de Maupin havde efterladt sig et imponerende ry. Hun var en talentfuld fægter, operasangerinde og forfører af både mænd og kvinder - og man sagde om hende, at hun engang havde søgt optagelse på et kloster blot for at kunne forføre en nonne derinde (intet i The Playbook kan slå det!).

I Mademoiselle de Maupin stifter læseren bekendtskab med tre karakterer:
Den romantiske Albert, der drømmer om den perfekte elskerinde,
Den søde og meget kærlige Rosette, der er ulykkeligt forelsket, men ikke kan få den, hun elsker, og som det næstbedste giver sig hen til Albert, for at han i det mindste kan opleve kærligheden, og
Den usandsynligt smukke Theodor (inkl. ung, sart page), som er elsket af både Albert og Rosette - til især Alberts store fortrydelse.
Forviklinger sker, og en mængde overvejelser over kønnenes natur udfolder sig og kulminerer bogstavelig talt i en fælles orgasme.

Ikke, at det skal blive ved med at handle om Goethes underlegenhed, men det bør dog noteres, at han med Werther giver os et portræt af den utilpassede romantiker og den barske, barske verdens kulde, hvor Gautier os frækt en libertinsk romantik, der i forgudelsen af det skønne ublu skjuler en diskussion af og fortale for kønnenes seksuelle ligestilling og aktivt tager et så tabubelagt emne som homoseksuel kærlighed under poetisk behandling. En fin fyr!

Som det sidste, er blot at nævne, at vi har Balzac at takke for Gautiers litterære virke, da det var ham, der opfordrede ham til at udgive det han skrev. En finere anbefaling, kan næppe fås.

Mademoiselle de Maupin får 6 b'er ud af 6 for litterær værdi: B B B B B B
Argumentation: Selvom værket i dag er relativt ukendt, er det klart en klassiker, og overraskende moderne. Et helt igennem romantisk værk, der også var provokerende og frækt og pirkede til samtidens forestillinger om seksualmoral og køn.

3 ud af 6 b'er for underholdningsværdi: B B B B B B
Argumentation: Lidt langtrukken i starten, men det er vel, hvad man kan forvente af en brevroman, der oven i købet har stemnings- og naturbeskrivelser i højsædet . Til gengæld er der virkelig bid i handlingen, og det siger jeg ikke, bare fordi der på et tidspunkt er nogen, der bliver slikket på brysterne - der er dybde og rigeligt med stof til eftertanke, og jeg kan slet ikke få armene ned!

søndag den 20. januar 2013

Og så kan jeg måske lære det

Den sidste måned har været hård. Rigtig hård. 1. december byttede jeg min kreativitet, min fritid og min sundhed ud med intensiv eksamenslæsning, og har været optaget af den beskæftigelse indtil i fredags. De første par uger gik det ok. Jeg skrev opgave og blev langsomt mere og mere sindssyg, som det altid sker under den slags omstændigheder (så er det jo godt, jeg snart skal skrive bachelor i flere måneder), ..

Når Freja skriver opgave:
... og da jeg var færdig med det, fik jeg influenza, og efter jul, blev jeg syg igen med noget andet influenza- agtigt, der bare ikke ville gå væk og tilsyneladende ikke fattede at det altså er vigtigere at være velforberedt, end at have det godt - fjollede influenza.
Nå, men så blev jeg nogenlunde rask, og gav mig straks til at arbejde 14 timer i døgnet, så jeg kunne blive klar til min mundtlige eksamen. Jeg blev rigtig klog og dygtig, og da jeg gik op, havde jeg alt for meget materiale, og fuckede det hele op (det hjalp så heller ikke, at min underviser gjorde alt for at stresse mig - hvem fanden trommer i bordet med fingrene mens deres elev fremlægger til en eksamen?!!), og fik en elendig karakter ifht. det produkt, jeg egentlig stod med, fordi min hjerne gik ned. Tak for det, hjerne.

Men jeg tror, vi alle sammen kan lære noget af det her. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, for jeg fik 12 for min skriftlige, så noget i min teknik, må virke - men min teori er, at det ikke er det værd. At det er spild af liv at arbejde så hårdt for så lidt, og at jeg måske faktisk ikke har lyst til at grave mig selv ned i et sort hul af søvnløshed, sygdom og ensomhed (for så meget socialt liv, er der heller ikke tid til, når man læser 14 timer om dagen, og ellers er syg) i jagten på nogle relativt arbitrære tal.

Når det er sagt, ved jeg for øvrigt virkelig meget om koreansk kultur og vestlig marketingteori nu (ringe karakter til trods), hvis der er nogen, der skulle være interesserede. Jeg har en virkelig fin power point og alt muligt.