fredag den 27. december 2013

Well then:

Djævlen tager dig, hvis ikke kommunen kommer først


Jeg er nu ikke sikker på, jeg er enig. Selvom mit indlæg om min gamle kæreste gav indtryk af at være prisen man betaler for et skribentbekendtskab, havde jeg skam spurgt om lov. Det mener jeg, som udgangspunkt, man bør. Sådan er det med skrift, det er ren facade og glitterstas.
Men der er noget befriende i idéen om ejerskabet: At være herre over historien.
Så længe der er læsere, vil der også være flere afsendere i det biografiske, og de alle, undtagen forfatteren, vil være ufrivillige, hvis de ikke direkte har givet tilladelse. Idéen går ud på, at man kan være ligeglad. At man kan tage magten, sætte sig som suveræn i sin fortælling og smide det alt sammen derud,  koste hvad det vil. 

onsdag den 25. december 2013

The Courage of Shutting-Up

The courage of the shut mouth, in spite of artillery!
The line pink and quiet, a worm, basking.
There are black discs behind it, discs of outrage,
And the outrage of a sky, the lined brain of it.
The discs revolve, they ask to be heard.

Loaded, as they are, with accounts of bastardies.
Bastardies, usages, desertions and doubleness,
The needle journeying in its groove,
Silver beast between two dark canyons,
A great surgeon, now a tattooist,

Tattooing over and over the same blue grievances,
The snakes, the babies, the tits
On mermaids and two-legged dreamgirls,
The surgeon is quiet, he does not speak.
He has seen too much death, his hands are full of it.

So the discs of the brain revolve, like the muzzles of cannon.
Then there is that antique billhook, the tongue,
Indefatigable, purple. Must it be cut out?
It has nine tails, it is dangerous.
And the noise it flays from the air, once it gets going.

No, the tongue, too, has been put by
Hung up in the library with the engravings of Rangoon
And the fox heads, the otter heads, the heads of dead rabbits.
It is a marvelous object -
The things it has pierced in its time!

But how about the eyes, the eyes, the eyes?
Mirrors can kill and talk, they are terrible rooms
In which a torture goes on one can only watch.
The face that lived in this mirror is the face of a dead man.
Do not worry about the eyes -

They may be white and shy, they are no stool pigeons,
Their death rays folded like flags
Of a country no longer heard of,
An obstinate independency
Insolvent among the mountains.

 - Sylvia Plath, i Ariel

fredag den 20. december 2013

Linjer fra min notesbog

Drømme, citater, manifester, momenter, overvejelser, prosa fra april og frem

interessant og markant anderledes for mig
i en nåleskov, læreren sagde at jeg stadig kunne nå det.
Prøver at erindre, at jeg allerede
tørre, sprukne, ødelagte hænder af
"If we look closely at Victorian aspiration, we discover that the ideal object is often vague and sometimes nonexistent.
en brændende knude, som en sol eller i eksplosion i slow motion.
metode: Fake it till you make it.
Festlighederne tager plads om aftenen, i en dal oplyst af gyldne skær. Øverst oppe, i tårnværelser, sidder matriarkerne.
Vi har vænnet vores øjne til at se usynligt lys
Det er snart tid, jeg må videre. Kejseren er ikke rigtig klog.
I dag har han været vidunderlig. Jeg vil ikke udelukke, nej, i dag tror jeg, det er mig selv der skubber ham væk. I dag har han elsket mig.
En gruppe af kvinder fanget i luksuriøse omgivelser
Kan tage noget der allerede er der og transformere, trans-partere
Morgenerne synes at være ekstra produktive drømmetimer.
Fortiden indhenter nutiden, ikke alle konsekvenser af handlinger sætter ind straks, men først i nuet, efter de er sluppet ud og har været ude i nogle år.
skyggesiderne er ligesom fantasierne udvidelser
4. Mine skygger har lært mig at livet stikker og med sorte fjerforede vinger folder de mig i mørke så jeg ikke skal bløde for realiteternes torne.
Det er så længe siden nu
Et spejl faldt ned fra væggen og blev knust.
Frej, langt lyst hår, plump, tager hende for guldet og det ved hun godt.
En enorm hvirvelvind suser gennem København og efterlader bag sig et spor af ødelæggelse.
I drømmen var vi stadig sammen, tror jeg.
Fra kamp og smerte og blod og rædsel opløftes jeg til en verden hvor intet af det skræmmer mig. Død i kamp er forseglingen af sejren over frygt.
Kvinde i rødt og guld med hår så sort som døden. En Saloméfigur som stjæler min elskedes blik
Alt hvad der indgyder ærefrygt bærer skønhedens mærke
i tilstanden af ekstatisk opmærksomhed på skønheden
transcenderer transcendens og forankrer det imaginære i blikkets kærtegn af sit objekt
Men han var også syg.
Har mødt min bror i forrådskammeret af det underjordiske u-skib. Jeg, sammen med mange andre, søgte tilflugt i det, da det brød ud. Stoler ikke på ham.
Jeg hader hendes stemme. Jeg hader når hun taler til mig. Jeg hader hende, selv når hun er sød.
Hendes hår var det første jeg så. Det var gyldent mørkt som rug klar til høst,
Ulvemænd og kvinder.
søstre forsvinder fra stedet, nu med deres ungdom og uskyldige fortabte skønhed med sig som brokadekjoler i armene.
Han var lidt skrøbelig på en måde.
Men så begynder stedet at forandre sig, bliver blødt levende.

L'art Nouveau. Metro Madeleine. Pincoteque 1, Rue Vignon 8, Place de la Madeleine.
Jeg var gravid, der var krig.
Om voldtægten af en mand: Det er i tidsånden.
hvordan køn er konstruerede, voldelige eventyr.
Efter idealet er brud ned, forbliver kærligheden. Ikke så glitrende som før, den er der bare, en dump banken, så lav og konstant, at den bliver monoton.
Jeg kunne ikke trække vejret normalt.
Jeg holdt om ham, men han holdt ikke længere om mig.
Et kort øjeblik vil jeg ofre alt for fortællingen, opslugt, opsat; det næste er jeg allerede opfyldt af historier alt for tæt på virkeligheden.
Det er fucked up at være kunstner.
Jeg ønsker mig tilbedere og en pels. Jeg ønsker mig nye sko og et spejl med lamper om. Min puls banker i mit ene øre. Jeg vil , at du skal se på mig igen.
Genspiller gennemspillede sansebilleder.
nedkaster opofrelse, martyriet og håbet, det blinde, til orme og kryb.
Har tit ønsket mig andre drømme.
Jeg polerer forfatteren den kompromisløse søvngænger som skriver gennem mørket. Men det er en kliché, jeg er træt.
Trykken for brystet. Angst kalder hun det, og siger: "Jeg kender det fra mig selv."
Dans med mig.
Vi har alle sammen sår af den slags som skaber et intet omkring os og gør os én(e).
Myter. Monstre. Mødre.
Ville skabe min egen familie. Men virkelige mennesker forlader dig.
Jeg står her også. Jeg prøver på ikke at stå her hele tiden. Men stå, det gør jeg.
Lad dig ikke snyde af vinterdepressionen! Den er en notorisk løgner.
"Det føltes rigtigt, men det kommer aldrig til at ske igen."
Binder mine ellers talende fingre i tavs vrede.
jeg græd imens
Det var ikke nogen succes.
vil hellere blive såret end vandre rundt i ingenting.
Hendes klynkende, jamrende stemme, hendes tavshed. Mest af alt hendes gråd.
Først da kom hun i tanke om min eksistens.
Hjælp mig, prøvede jeg at sige, men min mund var fuld af glasskår og jeg kunne næsten ikke tale.
Mennesker, kroppe i bevægelse omkring mig, glasflasker over alt, splintrende træ og skår flyver gennem luften.
"Do I scare you like I should?"

På vej over Langebro føltes det som om verden var meget nemmere, end den er.
En sværm af bier er hele årsagen til min grådighed.
Jeg tog en følelse og jeg fodrede den til den blev tyk og fed. Jeg ved ikke, hvordan jeg gør det om, men jeg kan gøre det igen.
Han prøvede at drukne hende, han elskede. Spedalsk. Ikke længere et menneske indeni.
Det lever i hvert øjeblik, pirker til mig når jeg sover, når jeg vågner, når jeg slår mig, når jeg rør ved hvem som helst. Det holder kun kæft, når det overdøves af virkelighden.
skriver bedst når jeg er tilpas ulykkelig. Min eskapisme vokser sig hurtigt for omfattende og overskygger al personlig ambition fordi jeg er dybt religiøs når det kommer til min egen chance for den ultimative distraktion, faktisk væren i nuet: momentaliteten.  
Får det aldrig en ende?

Der er ikke mere nu.

torsdag den 19. december 2013

søndag den 15. december 2013

Jeg har travlt med at være i live

Det kommer der ikke så mange ord ud af. Til gengæld sketcher jeg (stadig) selvportrætter. Fordi jeg er narcissist. Hurra.



onsdag den 27. november 2013

Fremdriftsreformprotest fortsætter med høj damp

Det startede rigtig godt i morges. KU har skrinlagt 45 points aktivitetskravet og fratagelsen af den ubegrundede orlov, der begge var stramninger, universitetet selv havde fundet på og ikke direkte en del af reformen.

Kampen er dog slet ikke slut. Dagen igennem har engagerede studerende lavet blokader på bl.a. Panum og CSS og op mod 9000 mødte op til dagens manifestation på Vor Frue Plads.
Vrede Humanister var sammen med geologer og geografer nogle af de første on location, hvor vi sikrede os varm kaffe og forsøgte at få den oprørske stemning op i gear med The Clash og hjemmestrikkede slagsange mens vi viftede vores bannere (og forsøgte ikke at flyve væk).
Ca. en halv time efter hørtes en rumlen, der i løbet af få minutter steg til en dyb buldren og de mægtige horder af sundheds- og samfundsvidenskabelige ankom og fyldte pladsen sammen med studerende fra flere andre fakulteter.
The rest is history.
Konkret fik vi sagt "Pænt Nej Tak", Morten Østergård fik to minutters taletid til at sige absolut intet nyt og gøre folk endnu mere sure, men rektor Ralf Henningsen kiggede til gengæld også forbi med støttende ord, der understregede at KU faktisk ønsker at samarbejde med deres studerende, hvad nattens beslutninger også allerede havde bekræftet - og det blev vedtaget, at den fortsatte kamp i højere grad skal rettes mod politikerne, der er de virkelige bagmænd i attentatet på uddannelsen.

Video her: http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2144117/7000-studerende-demonstrerer-i-dag/



Jeg tror sgu, der er håb.

mandag den 25. november 2013

Fagjunglen IV

Hele tiden havde hun længtes efter at nå op over bachelorskovens grænser, troet horisonten var sikker - men det der lignede kandidatens klare lys viser sig formørket af flere svære valg

Den ædle læsers ydmyge skribent er gået mange prøvelser igennem på sine rejser siden hun ab initio trådte ind mellem de mørke lianers klamme bladfang og forsøgte at tilmelde sig valgfag på grunduddannelsen.
Tilvalgsjunglen I
Tilvalgsjunglen II
Tilvalgsjunglen III
Overbygningen er hjemsøgt, junglen har spredt sig, planterne kravler op
ad institutionens mure og trænger ind mellem bureaukratiets revner. 
Jeg har prøvet kræfter med erhvervsteoriens sumpe, hvor ingen ægte humanist kan trænge helskindet igennem uden at tillære sig CBS-agtige overlevningstricks og dertil medfølgende skam.
Jeg har slidt og slæbt mig igennem designhistorisn teori med et lidt for langt hvil i materialitetens oase, hvor jeg drak grådigt af vandene og drømte mig ind i rigdommens fatamorgana hvor originale Tiffany lamper og Chesterfield sofaer tog skikkelse af noget, man har råd til.
Udsultet søgte jeg tilflugt i den gotiske litteraturs ruiner, hvor freudianske genfærd søgte at indfange og opsluge mig, men i stedet måtte bøje sig for mine overlegne analyseevner.
Sidenhen opsøgte jeg dobbeltgængerens spejlblanke sø og ville krydse den, men måtte give fortabt i bachelorprojektets vældige skygge og i stedet fortsætte længere ind i junglen ad en ellers ubetrådt omvej.
I skrivende stund er jeg i følgeskab med sammenbruddet (det teoretiske, ikke det faktiske) tæt på at nå ud på den anden side, og vejen er allerede begyndt at løfte sig op ad kandidatens bakkedrag, der snart vil blive bjerg.

Der er fagtilmelding. Jeg er blevet officielt optaget på the Master of Arts in Comparative Literature og nu vil den grådige mund, der er KU, også have, at jeg tager stilling til, hvilke fag, jeg vil have.
Det har jeg sådan set også gjort.
Jeg vil gerne have:
Populærlitteratur og genre. Et samtidslitterært emne med fokus på definitioner.
Civilisationssygdomme. Et historisk blik på den sygelige kunstner. Right down my alley.
Det komiske. Teoretiske tilgange til komik i litteratur og teater.

Det er alt sammen meget godt. Der er tre fag, jeg ønsker mig, og jeg skal kun bruge to - og så er jeg stadig en god studine og tager 30 point på et semester, ligesom regeringen kan lide det. Men, men, men, det skal jo ALDRIG være for NEMT.
De to første fag ligger lige præcis nøjagtigt oven i hinanden. Undervisning torsdag fra 11-14. Det tredje er på mystisk vis forsvundet fra alle oversigtslister (jeg mistænker, det er blevet spist af KUs sultne mund).

Jeg er nu nødsaget til at overveje alternativer som Religions- og samfundssatire i 1700-tallet og A History of Taste/Smagsdommerne som lyder totalt awesome, men kræver at jeg tager hul på kandidattilvalget, og dét er måske nok en udfordring, denne rejsende endnu ikke er helt rede til at give sig i kast med.

Studiet er langt og fuldt af fælder - der høres skrig i skoven, og med den nært forestående trussel om frigivelsen af de deforme reformbæster, må beslutninger træffes hurtigt og frygtløst. Hav mod.




torsdag den 21. november 2013

Effektivitetens pris:

300 millioner +/- og en generation af studerende

Lad det være sagt med det samme, skønt ingen kan være i tvivl. Jeg er humanist through and through. Jeg kan lide at skrive om kunst, kultur og nogle gange kage. Når jeg blogger er det en dybest set meningsløs kærlighedserklæring til livet og sproget igennem et medie, der er et fristed og fungerer som alternativ til mere intimiderende skribentvirksomhed som den sjælsuddrivende fremskrivning af akademiske tekster, jobansøgninger og deslige. Internettet er min hule, et sted for glitter, gifs og ubekymret forundring. 

Men nu er jeg blevet presset til det punkt, hvor jeg vil skrive om politik. Så kan man altså godt være bange. Jeg vil skrive om Studiefremdriftsreformen. Ikke fordi det er sjovt, men fordi det er nødvendigt, for den kommer dundrende og banker selv uskyldsrene litterater som undertegnede i jorden. Jeg ville virkelig helst være i fred med min dekadence og min strukturalisme og mine relativt fredelige kulturanalyser. Sådan skal det ikke være, ikke hvis det står til regeringen og ikke hvis KU bøjer sig for den.
Hidtil har de fleste af mine indlæg om universitetslivet forholdt sig galgenhumoristisk til bureaukratiets udfordringer, besværlige tilmeldelsesprocesser, uklare akademiske udfordringer og mine egne livtag med opgaveskrivningsprocesser der har ledt til mild (ha, nej) momentan sindssyge og smuldrende selvforståelse. Men i virkeligheden synes jeg langt hen ad vejen KU(A) er et vidunderligt land, fyldt af muligheder, lærdom, passionerede undervisere, befolket af skønne mennesker som forholder sig kritisk og gennemtænkt til verden. Fra første dag, da jeg satte mine ben på de brostensbelagte kanalbredder og gik igennem bygning 21, har jeg følt mig hjemme. Mit liv er, om end også let forslået, blevet dybt beriget de år, jeg hidtil har tilbragt der.

Jeg er taknemmelig. Men når universitetet er den institution, det er i dag, er det fordi, der er blevet kæmpet for frihed til lærdom, uddannelse under ansvar, fordi de studerende siden de i 68 insisterede på at ville være medbestemmende over egen fremtid, er blevet behandlet som ansvarlige borgere, der kunne tage vare på sig selv. Det var rigtig vigtigt. Siden er det dog gået ned ad bakke. I dag lever vi i en krisetid og opfører os som samfund som om selvbestemmelse er en luksusgode, der kun dårligt er råd til. De studerende bliver ikke længere betragtet som tænkende individer, men som dovne, dyre børn, man er nødt til at regulere, presse, tage i hånden og lede eller skubbe fremad, som om vi ellers ville undergrave selve det velfærdssamfund, der støt alligevel spares væk.

De seneste år er der blevet skåret mere og mere. Jeg har ikke sagt noget til det. Vi brokker os lidt i krogene. Jeg synes måske nok at 2 timers undervisning om ugen pr. 15 points. fag er lidt rigeligt lidt. Men jeg kan godt selv indhente det Foucault, jeg ikke får serveret - det er en af fordelene ved humaniora. Det er ikke fordi, der ikke bliver læst. Man må spinde hør af lommeuld og det går langt hen ad vejen fint, når man først har værktøjerne. Jeg har altså kunnet trække skyklapperne ned, navigere udenom reduktionerne af mine læringsmuligheder og arbejde selvstændigt for egen dannelse.

Nu får jeg at vide, at jeg ikke længere selv bedst kan bestemme, hvordan jeg får mest muligt ud af min uddannelse. Prorektor Lykke Friis skriver til min KU-mail og fortæller mig, at jeg skal være en god lille studine og tilmelde mig for 30 ects-point fag ganske straks, for vi skal alle sammen gøre vores del. Imens sidder jeg og kigger på praktikpladser og studierelevante jobs fordi jeg læser et kulturfag og ved at drømmejobbet ikke bare kommer dumpende og det er så, så vigtigt at supplere videnskab med erfaring - og er pludselig nødt til at tage med i mine overvejelser, om det overhovedet kan betale sig for mig, at starte på kandidaten allerede til næste semester, hvis jeg ikke længere selv kan tilrettelægge den.

Centrale ændringer
Reformen er ikke særligt overskuelig. Studenterrådet har forklaret omstændigheder og (mulige) konsekvenser her: http://srku.dk/hurtigere-ud-reformen/
Jeg bider særligt mærke i to forhold: kravet om studieaktivitet og fratagelsen af orlovsretten.
I følge reformen vil studerende fra sommeren 2014 blive tvangstilmeldt 60 ects pr. år, 30. pr. semester og det inklusiv eksamener. Hvis man dumper et fag, vil det blive lagt oven i ved næste tilmelding, indtil man har indhentet det tabte. Reelt betyder det, at man risikerer at sidde med flere semestres prøver på én gang. Der kommer et krav om beståede 45 point om året og fejler det, bliver man 'udskrevet'. Farvel uddannelse.
Som det ellers har været, har studieaktivitetskravet ligget på 30 point pr. år og det har været op til den enkelte studerende, hvordan de skulle fordeles. Dette har skabt en vigtig fleksibilitet og tilladt den studerende at tilrettelægge egen arbejdsbyrde under hensyn til alle de individuelle forhold, som kun den studerende selv, kan holde styr på.
Den ubegrundede orlov er på bacheloren er blevet skåret ned til ½ år og det vil ikke længere være muligt at tage orlov på kandidaten. Dette begrænser muligheden for praktik, studierelevant arbejde, udlandsophold og personlige sammenbrud. Inden for mit felt er den slags nu ellers som sagt ret vigtigt, hvis man vil undgå dagpengeperioden. Men til trods for at det tyder på, at studerende, der prioriterer at skabe brede erfaringer under uddannelsen klarer sig bedre efterfølgende, har regeringen altså valgt at forsøge at skubbe os igennem hurtigere og ikke bedre.

Nok er nok
Taget i betragtning at SUen er så godt som den laveste understøttelse vi har, kan jeg ikke se, hvordan det er andet end en lappeløsning at uddanne til arbejdsløshed. Vi bør som samfund uddanne kvalitetskandidater, ikke en kvantitet af stressede og usikre studerende, som der ikke er plads til på arbejdsmarkedet og som ikke har haft tid til eller mulighed for at sætte sig ind i, hvordan de selv kan skabe pladsen.
Det gør mig bange og det gør mig vred. Det føles som om regeringen er imod mig. Jeg bliver umyndiggjort - og det af mennesker, der i sin tid fik tid til at 'fjumre' rundt og engagere sig som frivillige, arbejdsomme, prøvende studerende, der spredte deres potentialer ud og opdyrkede talenter og fandt ud af hvad de ville og hvordan de kunne opnå det, og som nu sidder på topposter i staten, og forhindrer deres efterfølgere i at gøre som dem selv.

Hvis vi lader stå til, skal de nok opdage, at det ikke holder. Men hvornår? Vi bør kæmpe imod inden en generation af intellektuelle får frataget deres selvstændighed (og hvad er så pointen?). Det er vores ret, at forsøge at få de bedst mulige vilkår og vi ved bedst selv hvordan de ser ud. Vi er individer og vi er faktisk ret gode tænkere, (man kunne nærmest sige, at det er vores spidskompetence), og vi har gode mulgiheder for at drive verden frem og skabe arbejdspladser til os selv og til hinanden, men det kræver, at vi får lov til at forberede os ordentligt!

Regeringen har truffet deres beslutning. De studerendes mest presserende og mest reelle mulighed for indflydelse går derfor på at få KU i tale. Vores håb ligger hos universitetsbestyrelsen, der kan vælge at takke nej til statens 300 millioners "færdiggørelsesbonus" under hensyntagen til, at de nok også kommer til at tabe en del kontanter sammen med de studerende, hvis de vælger at smide dem ud med badevandet.
 
Underskriftsindsamling imod reformen her: http://www.skrivunder.net/hurtigereudreformen

På tirsdag stiller Humanioras dekan op til debat: https://www.facebook.com/events/174425406097742/?ref=25

På onsdag er der manifestation: https://www.facebook.com/events/244888829009059/?ref=25

Løbende opdatering over protesterne: Momentum følger protesterne mod studiefremdriftsreformen dag for dag

Anden lekture:
http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2134317/universitetsreform-kan-give-bureaukrati-og-frafald/ Universiteterne kommer også lidt til orde. De er heller ikke glade.
http://www.b.dk/kronikker/er-den-rette-vej-lige diskussion af hvorvidt det er en god ting at skynde sig igennem, uagtet om man kan overskue det eller ej
http://www.information.dk/478849 om SU-reformen, der heller ikke er alt for sjov, og straffer dumpet eksamen med fratagelse af SU indtil de 45 point pr. semester er indhentet.
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2138037/fremdriftsreformen-umyndiggoer-os-studerende/ En række statskundskabsstuderende skriver også om umyndiggørelse



søndag den 10. november 2013

The Necrophiliac

af Gabrielle Wittkop
- oversat fra fransk le Nécrophile af Don Bapst med ekspertise

Der er et særligt stille sted reserveret i mig, hvor stemmer (al litteratur er tale) som trækker det sublimt skønne frem fra det groteske, det bizarre, det forfærdelige, får plads. Det er et rum af tavshed, for gru blander sig i læsningen med ærefrygt og fascination,  bliver ved mødet med den sidste side ikke forvandlet til ord. Der er brug for en pause. 

Jeg lånte denne bog af en veninde som advarede mig mod den, med samtidig gav den sine varmeste anbefalinger. Det er nekroerotik. Hovedpersonen har samleje med lig. Repeatedly. Alligevel er det, det smukkeste hun har læst. 

Jeg kan nu selv takke den lille grå værk for at have åbnet porte i mit imaginarium, som jeg ikke var klar over eksisterede. Det har været en stor æstetisk nydelse at læse den, en sanselig og intellektuel øjenåbner der lærte mig et og andet i den tomhed, der medfulgte. Men det var også en rejse, gjort i kuriøs melankoli, der ikke kun var behagelig, fordi jeg, titlen til trods, faktisk ikke var forberedt på, hvad jeg gik ind til. Det viser sig at Gabrielle Wittkop er en faktisk necromancer, en påkalder af de døde, af døden i sig selv, for læsningen fremkaldte hos mig ellers glemte sanseindtryk og ordene blev fulgt at en konstant stank af lig, som jeg, uden at være overdramatisk, havde glemt, jeg kendte. Med den duft som trofast følgesvend og erindringsrest læste jeg mig igennem den parisiske fortællers ene kødelige forelskelse efter den anden og besøgte samtidig mit eget forhold til det metafysiskes magtesløshed i den morgendag, der vil komme og tage åndedrættet fra os alle, i den fortids væld af kroppe, der ikke længere er, over for menneskeansigter opslugt af år og jord.

Læs den, hvis du kan holde fodfæstet i tågen når faste linjer bliver bløde og skarpe som vand. Læs den, hvis du kun er lidt bange for at dø.

lørdag den 9. november 2013

Parts of Speech

af Dessa er navnet på min musikalske obsession lige nu. Albummet udkom i sommers, men jeg har lige opdaget det, og det er så godt, jeg har smidt faktiske penge efter det. Så kan man godt være lidt imponeret.
Genremæssigt er vi ude i noget hip hop indie rap spoken word agtigt.
Lyduniverset er på én gang en blød, afslappende oplevelse og indeholder styrke - musik af den slags, der indgyder følelser af 'jeg kan fandeme godt klare det her liv' i mig.
De utroligt velskrevne og intelligente tekster opbygger stærke fiktionsverdener uden at prøve på at repræsentere generelle almentmenneskelige situationer - vi er altså ude over den altid (i kunsten) funktionelle, men i længden uinspirerende ulykkelige kærlighed. I stedet skabes et anderledes unikt, på en måde mere virkeligt udtryk. Der gemmer sig nogle gode fortællinger her.
Og så er Dessas stemme sindssygt smuk.

Jeg kan særligt godt lide nummeret The Lamb

You came up from anesthesia
like a diver out of air
surprised to be alive
startled I was there...



Resten af sangene og lyrikken kan findes på Bandcamp.

fredag den 1. november 2013

Kære eks

Hvis man ikke vil udstilles på nettet, skal man lade være med at date forfattertyper. Jeg faldt for ham, fordi han (som den eneste) gad læse min roman. Stort advarselstegn lige der. Jeg aner ikke, hvorfor han faldt for mig. Formodentlig fordi jeg er fantastisk - for det var romanen altså godt nok ikke.

For at komme til sagen. Vi er ikke kærester mere. Vagtelæg til trods. Men jeg er stadig mega fucking pisse stolt. Fik jeg lige understreget pointen rigtig godt der? Det tror jeg nok, jeg gjorde. Jeg er ved at revne af stolthed over min flotte, intelligente, selvcentrerede eks - også selvom han på det sidste, er blevet exceptionelt irriterende. Hvorfor så jeg aldrig det før?

'Hvad skal jeg bruge den information til?', må læseren nu tænke. Prøver hun at vinde ham ved at stryge hans ego i det offentlige rum?
Nej, det kan han godt klare selv, der er ingen skjult agenda. Det handler om glæde. Jeg vil gerne fortælle verden, at vi klarede det, også den del med at komme videre.
Jeg har efteråret igennem gået rundt og været glad fordi han var min kæreste og glad for, han ikke er det mere og glad i låget over, at dét, at ingen af os rigtig gad hinanden så meget mere, somehow overhovedet ikke ødelagde alt det foregående, lidt til trods for, hvad jeg nok havde regnet med.
Nu har jeg sådan set aldrig troet på evig kærlighed.
Måske i en kort overgang da jeg var 16 og drømte om at stikke af fra verden med mørk melankoliker. Det gik over. Noget har man vel lært af at vokse op i en topersoners husholdning.
Til gengæld har jeg gået ret meget op i at tro på værdifulde forhold, der varer akkurat så længe, som begge parter bliver ved med at få noget positivt ud af det.  Indtil i år, har det primært været teori. Slutninger er uhyggelige. Tidligere har jeg tacklet dem ved at flytte ud af landet (det kan anbefales), det store ukendte er meget mere overskueligt geografisk end mellemmenneskeligt. Nu viser det sig, at teorien holder: slutninger forvandler ikke (nødvendigvis) fortid til støv.

Jeg har godt nok også været heldig (læs: grundig og gennemtænkt) med hensyn til at have fornøjelsen af at slå op med et individ, der hele vejen igennem var med på, at det var et fælles projekt, og vi begge skulle komme ud på den anden side OK.
Sådan er det selvfølgelig ikke for alle. Det er nok i virkeligheden ret usædvanligt at folk går fra hinanden udelukkende på en basis af, at de erkender, at de lidt er begyndt at kede sig. Det forekommer mig, at det langt mere generelt er et spørgsmål om at ting begynder og bliver ved med at gå galt, og at folk ikke kan tage sig sammen til at komme videre. Det kan jeg også godt forstå. Kurt Vonnegut ville sige, at så længe, vi opfører os ordentligt over for hinanden, skal det nok gå. Men dette kræver selvsagt, at de mennesker, man omgiver sig med, er med på idéen. Altså må trin ét til et ordentligt liv, være at holde dig fra mennesker, der ikke behandler dig pænt. Ud med dem. Med mindre, du altså prioriterer at indsamle tekstmateriale.  Eller ikke er en koldblodig menneskesorteringsmaskine.
Livet er svært. Det er de andre menneskers skyld, men samtidig er det også dem, der gør det godt. Det er  noget rod. Kaos! Vi må altså huske at glæde os over, når det går godt. Det vil jeg gerne lige gå lidt op i.

Så, kære eks, tak for alt, du dejlige mand. Jeg håber du får et langt og lykkeligt liv fyldt med succes, at det lykkes dig, at blive lige så god til at manipulere med sagesløse individer, som du går og drømmer om, og at du på et tidspunkt falder for nogen, der er lige så awesome som mig, men på nogle sikkert helt andre måder - jeg følger med på sidelinjen.

Måske det er en gammel nyhed, at det er muligt at glæde sig over også det, der ikke er mere, men jeg tror, den for mig var en smule mytisk.

lørdag den 26. oktober 2013

Døden findes i drømme


Vi har alle sammen sår af den slags
som skaber et intet omkring os
og gør os én(e).

Jeg har i hvert fald.

Traume/trauma (gr.:τράυμα) => sår/skade. Traum (t.) => drøm. Lakune (lat.: lacuna) => tomrum/mangel.

mandag den 14. oktober 2013

Skilleveje

Om (følelsen af) vigtigheden af at opfylde egen skæbne

Jeg nægter langt hen ad vejen, at melde mig under de neurotisk perfektionistiskes banner. Jeg er så absolut ikke et af de unge mennesker, der så ofte bliver skrevet om i Politiken, og som fremhæves til advarsel for den almene studiestartsbefolkning i universitetets introuger. Ikke en af de skræmte skikkelser, hvis skygge har opgivet at rykke sig fra læsesalens mørke, let misfarvede vægge. Ikke en af de mange unge danskere, der går ned med stress over ikke at være sikker på, om jeg nu også virkelig gør alt hvad jeg kan.
For det første, er jeg ikke tynd nok.
Siden jeg første gang hørte om typen, og fik at vide, at hende skulle jeg passe på, ikke at blive, har jeg trukket på skuldrene og konkluderet, at det var der jo da heller ingen fare for. I min fantasi er hun nemlig en ganske anden, noget længere, blond hår, noget mildere personlighed, måske et lidt vildere blik i øjnene. Næh, min egen tilgang til livet, og i dette tilfælde studiet, er ganske vist grundig og altafgørende for mit personlige velvære, men på en fornuftigt funderet basis af den selvfølgelige nødvendighed af dette. Jeg arbejder sørme ikke hårdt uden grund. Jeg arbejder hårdt, fordi jeg er nødt til at levere det perfekte.

Efterhånden har jeg selvfølgelig indset, at jeg måske har en anelse mere til fælles med hende, end jeg troede. Jeg er nu kommet til at holde af min opgavesindssyge, og jeg synes også, jeg tackler den ganske pænt. Den har trods alt fået mig igennem et halvt års bachelorprojektskrivning og skaffet mig et godt resultat. Den har også snart været her så længe, at jeg lidt betragter os som gamle venner. Mig og sindssygen er homies. Vi er kravlet rundt under borde sammen, vi har drukket chokofant cocktails og vi har skrevet utroligt mange penis-jokes i vores opgaver, som mere klartsynede versioner af mig altid har formået at fjerne igen inden aflevering.

Men nu er vi nået til et nyt punkt. Jeg er næsten færdig med min bachelor og en af de der væmmelige overgangsperioder i livet, hvor man er nødt til at gøre et valg, står for døren. Nu er det selvfølgelig en illusion, vi vælger ubevidst at leve som vi gør, hver eneste dag, vi går ud ad døren (eller gemmer os under dynerne, som gode introverte), men hverdagen holder på en sær ro, hvor generende spørgsmål som: Er jeg lykkelig (nok)? Er jeg på vej i den rigtige retning? Opfylder jeg mit eget potentiale? holder sig behørigt og høfligt dybt under overfladen og kun titter frem, når jeg alligevel er så fuld, at jeg glemmer dem igen ganske kort efter.

De siger, at det er de ting, du ikke gør, som du fortryder. Den teori, har jeg altid været stor tilhænger af, også selvom de fra tid til anden har krævet en større åndsindsats heller ikke at fortryde, det, der så blev gjort i handlekraftens navn. Men hvad skal jeg gøre, når jeg ikke bare kan gøre alt, det jeg gerne vil, men er nødt til at vælge? Hvordan kan jeg vide det? Hvorfor har jeg overhovedet valget? Hvorfor er jeg ikke en yndig bondetøs i en idylliseret guldalderromantik, der kan leve hele sit (korte) liv uden at skænke det ubehagelige, eksistentialistiske valg en eneste tanke?

Jeg er bange. Jeg elsker mit studie højt. Jeg er blevet rigtig god til det. Jeg ville også være god, hvis jeg bare fortsatte derudad. Men jeg er bange for at vågne op og være døden nær og aldrig have skabt noget (ikke børn, noget ægte) (jeg føler, der burde have været en smiley i foregående parantes, for at indikere, at jeg ikke mener det så slemt, men lad os ikke bevæge os derhen).
I virkeligheden er jeg smadder lykkelig lige for tiden. Jeg har klaret ting, jeg aldrig troede, jeg ville klare. Jeg føler mig fri og levende og virkelig på måder, jeg ikke har gjort i årevis (no offence ekskæreste). Og jeg kan mærke en spirende, inspirerende trang til at opfylde reglen om 3.
Men er det den rigtige form for lykke?

lørdag den 12. oktober 2013

Breaking Blog News

Jeg er ved at gro en ny bloggerpersonlighed. 
Hun hedder Uta Menthe og er legemliggørelsen af Atheneum, den flotte gamle (akademiske) boghandel, der er at finde på Nørregade 6. Atheneum hører under Academic Books, der jo står bag bogladerne rundt omkring på KU, men er en særskilt oplevelse med sit brede udvalg af fristende, fuldfed litteratur. 
Uta Menthe findes allerede (her), men jeg er blevet tilbudt at videreudvikle hendes stemme og føre hendes hånd fremover. Det synes jeg, er ret spændende. 
Så nu arbejder jeg altså på at koge noget af den quirkiness og kulturelle passion der ligger i Tower of Cake ind til noget, der samtidig, måske, er lidt mere voksent. Men frygt ikke, oh, alle mine usynlige læsere, jeg skal nok blive ved med at skrive her også. 
Jeg skal bare supplere mit imponerende indtag af hvidvin med en helt masse mere kaffe (for sådan kan Uta lide det) og skrive nogle flere boganmeldelser. Jeg glæder mig.
Prøver på intuitiv kunstnerisk vis at finde frem til en idé om Uta Menthes look

fredag den 4. oktober 2013

Bachelorprojekt: Mission accomplished


Det gik godt. Hårdt arbejde betaler sig og/eller jeg er tilsyneladende skide genial. 

onsdag den 2. oktober 2013

Uden er liv mest fyld

Jeg er begyndt at skrive igen.
(sådan rigtigt sådan smukt sådan at det får mit indre til at opløses i usynlige sensationer der tager bosted i mit hoved og gør mig sitrende levende dybt dybt lykkelig)

Men det er sateme svært at få lov til at sove om natten.


 photo Rdd3O84_zps95aaf819.gif

tirsdag den 1. oktober 2013

Her er hvad I går glip af:

Blogindlæg, der ligger som kladder og aldrig er blevet udgivet eller blev trukket tilbage igen:

Balance - akademiker dulle
Det Prærafaelitiske Broderskab - æstetisiske drømmerier og senromantiske fordybelser
Love story
Mennesker er mennesker i alle aldre
Et godt råd:
Geniale idéer til umulige live scenarier
Vintersolhverv
Brygger
Eftersom alt godt..
Hvorfor har vi ellers rødvin?
(Ikke-navngivet indlæg)
Feminist outburst
Dødsens fluffy amerikanske pandekager
Lidt boheme er man vel..

mandag den 30. september 2013

Jeg har influenza, det rimer bare ikke på produktiv

Men jeg er i gang med et storslået indlæg, der stiller skønhed og intelligens op over for hinanden ud fra en analyse af mit eget kapitalistisk fetishistiske forbrug af make up under eksamensperioder. Minus Marx, han kan virkelig passe sig selv. Anyhow, det kan I glæde jer til. Hurra.

I mellemtiden er mit kamera gået i stykker. Så fra nu af kommer alle billeder direkte fra min ikke særligt smarte smart phone. Mit kamera døde i mødet med mere nuttethed, end det kunne klare, og i ægte Blair Witch stil, vil jeg derfor videreføre nuttetheden til jer.

Dårlige billeder af babykatte, 2½ uge gamle:

(klik på billedet for stor version, du ved, du vil)

onsdag den 18. september 2013

To this Day

Smukt spoken word digt af Shane Koyczan som en del af en antimobningskampagne, her givet billeder af en lang række animatorer. Se den lige.


fredag den 6. september 2013

Blurred Lines, blurred genders


Det startede med Robin Thickes video Blurred Lines, i dels en 'rated' version med nogenlunde påklædte kvinder og i en unrated version med en høj grad af nøgenhed:


Med lyrik som "I hate these blurred lines/I know you want it" og "you the hottest bitch in this place" kombineret med tavse nærtnøgne kvinder, der lystigt valser omkring, kan der ikke herske nogen tvivl om, at kvindens rolle i Thicke's video er af objekt.
Der har været en del debat efterfølgende. Nogle stemmer læser sangen som en mere eller mindre implicit retfærdiggørelse af voldtægt - mens andre diskuterer, at den bare er et udtryk for sjov og ballade, og alligevel bare er én kvindeobjektificerende sang/video blandt mange, mange flere i industrien, der ligesom dem, ikke skal tages seriøst.

Så lavede Mod Carousel, 'Seattle's best boylesque troupe' gender-bender parodien, der vendte op og ned og rundt på kønnene:


Denne video kritiserer ikke nødvendigvis objektificeringen, men laver 'rod' i kønsrollerne og viser hermed, at begge køn kan agere objekt såvel som subjekt.

Det nyeste skud på udviklingens stamme er en række jurastuderende fra New Zealand, der også er udkommet med en parodi, der dog ændrer teksten og sætter en kritisk stemme på udtrykket:
http://www.scoop.co.nz/multimedia/tv/entertainment/83456.html
Denne video blev  uploaded på youtube sidste fredag, men blev dog hurtigt fjernet igen - hvorfor den her kun står som link. At den ikke måtte være på youtube, mens Thicke's barbrystede babes lystigt blotte sig i adskillige udgaver synes lidt mistænkeligt.
Videoen er en feministisk parodi, der fremstiller kønnene lige så skarpt opdelt som i originalen, men i total modsætning, og via lyrikken kritiserer Thickes budskaber.

Der er altså lidt forskellige vinkler på sagen. Skal Blurred Lines ses som en festlig sang, der i sin simplicitet udtrykker den festgående mands driftsliv eller skal den tages seriøst som en slags reklame for kvindeundertrykkelse, der promoverer negativ forskelsbehandling og betragter kvinden som et primitivt driftsdrevet animalistisk væsen, der bare lige skal mindes om, hvor hun hører til, og hvis pik, hun skal sutte?

Personligt synes jeg sangen er god, og når noget er vellavet, kan jeg sjældent hidse mig meget op over indhold. Jeg tror, at hvis man vil voldtage nogen, gør man det uanset om Thicke synes det er en god idé eller ej. Jeg synes, det er en rigtig fornuftigt, at holde fast i at der er forskel på fantasi og virkelighed - og jeg mener bestemt også, at populærkulturen kan smitte af på samfundets mere grundlæggende idéer. Men man kan også indføre, at dét at mene, at en musikvideo skulle gøre nogen til voldtægtsforbrydere, svarer til at forbyde teenagere at spille voldelige computerspil eller høre Marilyn Mansonm fordi de så bliver til mordere (og det er fjollet).
Jeg tøver med at kalde Robin Thickes musik for kunst, men den må nok alligevel høre ind under mærkatet i en vis grad. Man skal passe på med at forveksle kunstens emne med kunsten selv. Den kan gøre opmærksom på problematikker i det samfund, den er fremkommet af, men det gør den ikke til en integreret del af det.
Lad os inspirere af videoen til at tænke over om et menneske på én gang kan være objekt og subjekt, men lad os ikke glemme, at den er en leg, en virtuel virkelighed, der kan afspejle, men ikke er identisk med vores egen virkelighed.

lørdag den 31. august 2013

Om forskellen på mænd og kvinder

'Jeg er fucking træt af mænd, de er aldrig til at regne med. Hver gang man tror, man har fundet en, der er noget særligt, viser han sig bare at være ligesom alle de andre.'
Der er ingen tvivl om, at der er reelle forskelle på de to køn. Obviously, er der den fysiske side, og derudover finder vi en lang række generelle træk i personligheden og verdenssynet, som man kan diskutere hvorvidt har basis i nationalkulturelle variationer eller i det fysiologiske. I Danmark vil det, i mine øjne, ikke være løgn at sige, at mænd, generelt set oftere end kvinder, går op i sport, har en tendens til at guddommeliggøre bacon, oftere spiller voldelige computerspil, og for den sags skyld begår voldtægter og mord.
Men jeg tror ikke på generaliseringens magt over individet. Jeg måtte for nylig overfuse en af mine ellers gode venner verbalt, da han formasteligt beskyldte mig for i fortiden at have udtalt, at jeg har perioder, hvor jeg ikke gider bruge tid på mænd. Med mindre, han har optaget det, ville jeg aldrig sige den slags. Det passer i hvert fald overhovedet ikke overens med mit verdenssyn eller med den grundlæggende ideologi, der guider mit menneskesyn og måden, jeg danner relationer.
Jeg kan snildt have perioder, hvor jeg ikke lige orker en bestemt type, som 'den gifte mand, der søger en yngre, diskret, elskerinde, der kan få ham til at glemme, at han nærmer sig the big 4O' - men at betragte ham som repræsentant for hele det maskuline køn, kan da kun være en fornærmelse mod ethvert penisbærende individ, der falder udenfor - og det er heldigvis de fleste.
Jeg tror ikke på at tænke i os og dem. Generaliseringer kan være et nyttigt redskab, men de bør aldrig tage over, og forvandle individer til uformelig masse. Alligevel sker det igen og igen.
Det er mændenes skyld.
Det var en joke.
Jeg tror det bunder i seksualdriften og længslen efter kærlighed. Når manden er den eneste, der kan udfylde tomrummet i din sjæl (med sit betragtelige lem) bliver han på én gang til frelser og fjende, for med den magt, får han også muligheden for at lade være. Men det er noget pjat, når alle potentielle sexpartnere bliver en slags fjender som vi skiftevis kan overgive os til eller gå i krig med, på grund af deres anderledeshed.
Jeg tror på kønsforskelle, og jeg har bestemt ikke noget i mod, når de er der. Jeg er en af den slags feminister, der sætter pris på en holdt dør, og min tilstand af studerende forbyder mig nogensinde at sige nej tak til et betalt måltid. Jeg synes også, at upassende jokes, der spiller på generealiseringer, kan være rigtig sjove. Og jeg tager det som regel som en kompliment, når fremmede kommenterer på min krop (creepy fyr klokken 01 i nat, da jeg var på vej hjem fra arbejde, du er en undtagelse, du skal seriøst genoverveje måden, du kontakter andre mennesker). Dette er ikke et indlæg om, at vi alle sammen er ens. Min pointe er: Vi er alle sammen forskellige.
Så jo, jeg ér en kvinde. Det gør mig forskellig fra alle mændene. Men en endnu større forskel på mig og resten af verden, af min personlighed. Før jeg er en kvinde, er jeg mig. Jeg er Freja. Jeg har passioner og ideologier og et stort forbrug af hvidvin og de ting, vil jeg langt hellere anerkendes for, end for en række løse generaliseringer der gennem kulturel diskurs er blevet tilknyttet mine fænomenale attributter.

Denne strøm af mening er ment som en opfordring til større skelnen mellem generalisering og individ. Jeg tror på mænd og kvinder, men i højere grad tror jeg på personlighed.

Hvis du vil læse flere fornuftige feministiske tilgange til køn, kan jeg på det varmeste anbefale Sanne Søndergårds blog SoloSanne, der med journalistisk snilde pilder det danske syn på køn fra hinanden, medsamt bloggen, der ledte mig videre til hende, den dejlige og voldsomt ligefremme Kussesumpen, der i en kærlig leg med fordomme udforsker forskellene på de to køn set gennem et slør af personlige erfaringer med sex og kærlighed og alt det, der følger med.

  

mandag den 26. august 2013

La vie en kraken

For en god ordens skyld: jeg har afleveret opgave. (Jeg aner ikke, hvordan det er gået). Jeg er et frit menneske igen. Men for rigtigt at forstå min frihed, måtte jeg lige en tur til Paris, la ville de la liberté.

Her mødte jeg kunsten:


lørdag den 17. august 2013

POWER ENERGY BACHELOR DRINK
Never ever again will you need sleep. Sleep is for pussies. You are no (regular) pussy! You are a strong feminist academic! A POWER PUSSY! You are writing a masterful study on decadent dramatization of fatal woman as a transgressive other AND masculine fantasy. YOU ARE SO CONFUSED. STOP IT. HAVE SOME ENERGY.

1/3 hvidvin
2/3 Hustler. Mmm. Hustler.
1-2-3 kapsler ren koffein, åbnet og tømt

Rør rundt med chokofant for at undgå bundfald. Spis chokofant. Skriv bachelorprojekt. 

Den narcissistiske syrer begår selvmord i fortabelsen af Salomés sublime skønhed. Iokanaan mister sit transcendente hoved til Salomés begær efter at sanse hans krop. Den fatale kvinde selv bliver rent ud sagt knust, i en total ødelæggelse af hendes attributter, som et resultat af Herodes’ erkendelse af at hun er ikke blot objekt, men også subjekt. Herodes’ ordre til Salomés destruktion kan læses som en erkendelse af hendes skønheds tofoldildige essens af vidunderlig og forfærdelig, der leder til at han endelig hæver sig fra forfølgelsen af den fysiske skønhed og når et nyt niveau af åndelig transcendens i afvisningen af den naturbundne degenerede kvinde. Men ordren kanogså tolkes som et billede på det usædvanlige transgressive subjekts ødelæggelse i det victorianske samfund, hvor hverken den stærke kvinde eller den bløde mand er velkomne. 

tirsdag den 6. august 2013

"Killing Vintage"

Åh, barndommens pelsede minder fra somre med små bløde poter i dugget græs, hvor selv lyset var et andet og fremtidens barske bachelorprojekt endnu end ikke var skyggen af en drøm.



søndag den 4. august 2013

Dorian

Artsy præsentation af forholdet mellem The Picture og Dorian som en modstilling af
18- og 1900-tals fin de siècle. Jeg er så kreativ, altså.
af Will Self

Hvis du endnu ikke har læst Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray bør du gøre det straks og først vende tilbage til dette indlæg, når du har gjort det.
Dorian er nemlig en genskrivning, An Imitation, af Wildes dekadente fin de siècle roman fra 1890. Det er kun passende at The Picture får en efterfølger, for roman en var selv stærkt inspireret af den franske J.K.Huysmans' A Rebours (1884). Grundtemaet i alle tre værker er den sanselige udforskning af eksistensen i et forsøg på at udsætte døden ved at omdanne livet til kunstværk.

I The Picture møder den unge, vanvittigt smukke, let påvirkelige Dorian Gray to mænd i det urbane, moderne metropolis, som på hver deres vis forandrer ham grundlæggende: Den blide kunstner Basil Hallward forelsker sig i Dorian og søger at fastholde hans naive skønhed i et portrætmaleri, mens den hedonistiske Lord Henry ligeledes er fascineret af Dorians særlige åbne ungdommelighed - men hvor Basil lader sig inspirere af Dorian i kreationen af sit mesterværk, betragter Lord Henry Dorian selv som et blankt lærred og giver sig i kast med at forme ham i sit eget billede. Da portrættet er fuldendt udtaler Dorian henkastet, at han ville ønske han kunne tage billedets plads og beholde sin skønhed for evigt. Netop dette sker, og herefter forbliver Dorian ung og dejlig mens alt og alle omkring ham ældes og forfalder. Men med sin ungdom i sikker forvaring og realiseringen af, at intet længere kan skade ham, føler Dorian ikke længere noget ansvar for sine omgivelser.

The Picture er fortællingen om uskyldighed fordrejet til amoralsk hedonisme, og serveret med dekadente markører som: besættelse af overflade frem for moralsk dybde, detaljerigdom og stænkt af subtil homoerotisme, blev den af mange senvictorianere læst som en afspejling af samtidige kulturelle forsøg på at fastholde livet i en periode, som mange mente var kendetegnet af historisk tilbagegang og degeneration.

Dorian genfortæller historien, men sat 100 år senere. Handlingen er grundlæggende den samme, men med interessante twist and turns. Vi bringes fra portræt til videoinstallation og fra subtil homoeroticisme til udbasuneret udforskelse af 80ernes queer miljø - og det moralske forfald, der gennemtrænger The Picture er blevet literaliseret, seksualiseret, overdrevet og mere fatalt - som det sig passer for det 20. århundrede.
Romanen er interessant fordi den dels tilføjer til den oprindelige version og opfordrer til genovervejelse, dels fordi den sporer det moderne i det postmoderne og holder et spejl op for den fortid, der indtil for ganske nylig var samtid, på en sådan vis, at læseren må studse over sit eget forhold til tidens gang og kroppens forfald. På selve det sproglige niveau går dekadencen igen i et lækkert, kompliceret, dekoreret sprog, der ganske vist er svært at komme helskindet igennem, men som på stilet vis understreger den blanding af skønhed og det groteske, der genfindes i handlingen. Mest imponerende er det, at Will Self formår at vinkle værket således, at det trods dets umiskendelige lighed med originalen stadig formår at overraske og endda chokere.

"It was true that his raving, rampant and still rambunctious drug addiction took up much of his energy, but he wasn't impotent - yet; and there was a deeper, stranger ambivalence at work in him than straightforward and manly homosexual self-hatred. Henry Wotton was prone to saying - to anyone who would listen - that 'the chameleon is the most significant of modern types'."

"'Hard what? Hard talk? Hard cocks? Hard labour? Hard drugs? Hardly anything? You should remember, my young friend, if you don't know what you want to do, at least do something."



















Læs den hvis du har læst The Picture og kunne lide det, hvis du er desillusioneret med din samtid eller hvis du er i tvivl om det betaler sig at bruge beskyttelse.