søndag den 21. oktober 2012

Mit hår lider af socialfobi, lad os alle støtte det

Det sker ikke sjældent, at jeg står foran spejlet og må tænke: Damn, hvor kom du fra, hottie?

Der sker altid som en direkte reaktion på store, lækre, rodede slangekrøller, der sidder perfekt.

Det sker altid sent om aftenen, i hjørnet af de 12 km2, når jeg er inderligt alene.

Jeg er nu kommet frem til, at mit hår simpelthen arbejder imod mig. Det er ikke en tilfældighed, at det på normale hverdagsmorgener kun med store mængder af krøllecreme, glans-spray og mousse kan gå fra skrækindjagende, grå høstak til nogenlunde acceptabel variant af 'tilfældigt sexet, lige stået op' hår.
Jeg tror, det må handle om angst. Ja, jeg siger det:

Jeg hedder Freja, og mit hår lider af socialfobi.

Når du ser mig på KUA (hvor jeg jo er hele 4 timer om ugen), i en af Nørrebros mange, nu altid åbne, Netto'er eller afslappet slentrende på Bredgade, hvor jeg kigger på kunst op til flere gange om ugen, for at udvide mine horisonter (Amager, halshug*), må du altså ikke dømme mit stakkels hår for hårdt - det er nemlig dét, det regner med.
Faktisk kan mit hår sagtens se fantastisk ud helt uden excessiv udnyttelse af L'Oreal, det tror bare ikke rigtigt selv på det, og tør derfor kun rigtigt gøre det, når det er sikkert på, at ingen vil opdage det.

Fra nu af, vil jeg gøre mit bedste for virkelig at være der for mit hår. Jeg vil tro på det, pleje det, og, hvis bølgerne går højt, tage det til frisøren. Vi skal nok komme igennem det, sammen.
* en lækker, lille sproglig vending, der kommer af, at man plejede at henrette folk på Amager Fælled.