tirsdag den 27. marts 2012

Andre blogs, jeg læser i ny og næ:

Buddhas Brownies
Veganske madopskrifter. Nu er jeg meget glad for fløde, men det ser altså lækkert ud alligevel. Meget fint og inspirerende.

En sommerfugls selvmord
En blog om døden. Bloggeren har tidligere støttet sin kæreste i valget om at dø, og blev retsforfulgt for dette. Bloggen er en reaktion, og en samling af eksistentielle overvejelser over hvad døden er, og hvem den tilhører. Meget stof til eftertanke. 

Kage! Kage! Kage!
Kage er en god ting.

O'Manne Light
Hyggelige hverdagsbeskrivelser. Livets op- og nedture beskrevet med lune og gåpåmod. God humor.

Sticky Sweet Danish
Plus-size modeblog. Bliver inspireret af hendes stil.

fuck you very much
billedblog

søndag den 25. marts 2012

Venus på slankekur

Den italienske Anna Utopia Giordano photoshopper Venusafbildninger slankere, så de passer til nutidens skønhedsideal.



Se resten af billederne på hendes hjemmeside.

Billederne fremkalder meget forskellige reaktioner hos mig. Nogle af dem virker overdrevne og bekræfter mig i, at kvindekroppen er finest i sin naturlige, let utrænede tilstand. Men andre af Venus'erne ser faktisk ud til at kunne bruge motionen.
Jeg synes derfor billedernes udtryk er for forskellige, til at de kan bruges som skyts i den kamp om skønhedsidealet, der raser disse år. Men de sætter i hvert fald spot skønhedsidealets historiebundne subjektivitet, og minder os om, at kroppen, ligesom mere udskiftelige udtryk (tøj, smykker, smartphones) er en mode, der skifter.

onsdag den 21. marts 2012

Modedrømme

Om ganske snart (praktisk talt lige om lidt) får jeg penge tilbage i skat. Ikke meget. Men nok til at jeg for et øjeblik, når jeg ufornuftigt glemmer alt om kompendieudgifter, telefonregning og transportomkostninger, kan tillade mig at synde.

Jeg har, i min svaghed, bestilt denne lækre sag:

Men det er helt okay. Jeg har nemlig kigget på den før. Længselsfuldt, inspireret - tænk på alle de perfekte, tempererede sommeraftener, hvor jeg kan være skødestløst lækker i flagrende, changerende farvetoner mens jeg sipper hvidvin og er afslappet intellektuel...!

Og så var den sat ned. Jamen, hvad kan man gøre. Faktisk kostede den inklusiv porto kun den overskuelige udgift af 197 kr.
Jeg har før overbevist min boligforening om at sænke min husleje (retfærdigt, jeg var flyttet ind med den gamle leje på kontrakten) ved at beskrive for dem, den uhyre del af mit budget ca. 250 kr udgør. Det er f.eks. en uges mad. Eller et helt kompendie. Praktisk talt halvandet klippekort.
Men 197 kr, er, som alle ved, en helt anden sag. Hvad kan man bruge den slags penge til i dagens Danmark? Man kan jo næsten ikke engang få lappet sin cykel for så sølle et beløb.* Altså var det godt, at jeg straks slog til.

Nu er sagen bare den, at jeg jo nærmest bliver nødt til at eje et par sorte skindbukser til...

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

* okay, jeg bor på Nørrebro. Jeg kan få lappet min cykel for under en 50'er. Men så sparer jeg jo også på den måde. Og noget skal pengene jo bruges på.

tirsdag den 20. marts 2012

L'appetit

Anbefaling

Hvad: Salatbix i indre by v. navn L'appetit. Man kan få 4 store portioner blandet salat for 44kr inkl. lækkert snask i form af f.eks. chilihumus, tzatziki eller aubergine-creme. For ca. en 10'er mere, kan du også få en gigantisk samosa.
De har også varme retter, falafler og den slags.
Salatudvalget skifter fra dag til dag.

Hvor: Frederiksborggade 27, København K. Ligger lige efter Torvehallerne, når man kommer fra Nørreport, så man kan passende snuppe en kage med til dessert.

Hvornår: man-fre 9-21, lør-søn 11-21

Hvorfor: Fordi salat er mega lækkert, sundt og faktisk også ret pænt at se på. Og så er de ikke nærrige med snasket.

søndag den 18. marts 2012

TDC på kollegiet

Tour des Cuisines er en stor kollegiefest, hvor alle køkkenerne besøger hinanden. Hos os er der tradition for at hver køkken har et tema, som man så pynter op og klæder sig ud til. Det bedste hold vinder den store ære, så kampen for at imponere dommerne, er skrap.

TDC gik ned her i går, og vi havde arbejdet hårdt i dagene op til. Temaet var Baywatch. Som det kan anes, blev gangen malet. Der blev også indkøbt omkring 600 kg sand til lejligheden, der blev strøet ud på køkkengulvet. De farvede bånd i loftet skulle give et blidere og mere festligt lys.

Vi trak naturligvis alle sammen i rødt og gult badetøj, men det må I nøjes med at forestille jer.

Nogle af de andre køkkener havde også gjort virkelig meget ud af det (vi var ikke de eneste med et halvt ton sand), men vi vandt alligevel.

Jeg malede en solnedgang:

torsdag den 15. marts 2012

Amy Cuddy: Power Poses

Her taler Amy Cuddy fra Harvard Business School om hvordan man, ved at være bevidst om sit kropssprog, kan virke og føle sig mere selvsikker til f.eks. jobsamtaler:

onsdag den 7. marts 2012

The Spoon Theory

Gennem en metafor opbygget om skeer, giver Christine Miserandino, hvad jeg tror, er et fint indblik i det at skulle leve med kronisk sygdom.

Læs indlægget her.

søndag den 4. marts 2012

Vrøvl

Jeg er lige kommet hjem fra Blackbox Cph, en 'mini kongres for eksperimenterende rollespil'.
Jeg deltog i et 7 timer langt (inklusiv hygge, workshop og evaluering) scenarie, kaldet Vrøvl,  inspireret af Samuel Becketts teaterstykker Waiting for Godot og Endgame.
Det lyder jo pænt elitært, men faktisk var det ikke så udpræget - Emmanuel Kant blev til 'kanter' og nogle af mine egne største bedrifter var at flå en masse papir i stykker og uddrive et lille traume ved at implantere et større. Det var skide godt.
Genren var absurd teater, bare som rollespil, hvor vi opdelt i par skulle arbejde med temaer som meningsløshed, ensomhed og længslen efter at skabe kontakt.

Hele herligheden kostede en 50'er, hvilket, for de uindviede, kan afsløres at være meget mindre end liverollespilsscenarier normalt løber op i. Dette skyldtes blandt andet kulisserne, der var et sort lokale på Huset i Magstræde. Fokus lå på os, spillerne og vores indbyrdes relationer (og mangel på samme) - omgivelserne talte vi frem.

Men altså, ja. Jeg er lige kommet hjem, og jeg er ret glad. Det var en super oplevelse, og jeg håber kongressen bliver et tilbagevendende event.

fredag den 2. marts 2012

Favoritgrønthandler

Der ligger to fantastiske grønthandlere på Blågårdsgade. Den, der ligger først for, har det med at have det største udvalg, men man kan ikke altid regne med det.

Ting, min grønthandler kan, som Netto ikke kan:

- modne, billige guacemolefrugter

- stort udvalg af spændende nye former for græskar, svampe og chili

- man vælger selv, hvilken vare man vil købe, og hvor mange -> ergo får man som studerende mulighed for at få en masse forskellige former for frugt og grønt uden at det tynger pengepungen for voldsomt

- billige cashewnødder i løskøb (kun billige, hvis man undgår i sin entusiasme at købe hundredevis af gram)

- dele smagsprøver ud, og generelt være mere menneskelige (no offence Netto)