tirsdag den 31. januar 2012

Warm Bodies

Twilight, men med zombier

Det måtte jo komme. Efter Stephenie Meyers kæmpe succes med Twilight bøgerne og de efterfølgende film fyldt med mormon inspireret teenage romantik og barbrystede hankøn 'en masse', har det væltet frem med efterligninger inden for litteratur, film og tv-serier.

Nu udkommer så filmen Warm Bodies, bygget på bogen af samme navn, som portrætterer kærligheden mellem en ung kvinde og en mand i forrådnelse.

Min første reaktion var vantro. Så en form for kulturel skam. Men så læste jeg lidt videre, og tænkte, og kom frem til, at det her også har potentiale til at være den ulitmative parodi på den ældgamle historie om hvordan en naiv ung pige forelsker sig i en gammel, død mand.

Forfatteren, Issac Marion:
"I've written a few books, but most of them are terrible. Warm Bodies is the only one so far that's worth your time. I'm about to turn 30. I'm 6'3. White. Left handed. Mildly bearded. I write strange stories about strange events, often from the perspectives of strange things. I apologize in advance for any injury or inconvenience."
- præsentation fra Amazon.co.uk

Her er et link til den novelle, som bogen er en videreudvikling af.

Man kan selvfølgelig frygte at filmatiseringen, eller selve bogen for den sags skyld, har mistet noget af den humor, der ligger i novellen. Men jeg synes bestemt at det er værd at tjekke ud. Om ikke andet, så for at være på forkant med situationen, hvis zombieapokalypsen kommer og forsøger at forføre vore unge...

lørdag den 28. januar 2012

Designer vaginas

I dag skal vi snakke om vaginaer. Man skulle ikke tro, det var nødvendigt, jeg mener, er deres eksistens ikke ret selvfølgelig? Halvdelen af menneskeheden har en, og den anden halvdel vil (grov generalisering, men overdrivelse fremmer...) gerne i nærheden af en.

Jeg lige har set en dokumentar om vaginal plastikkirurgi. Kvinden, som  man følger i videoen, er ude på en mission for at finde ud af hvorfor der tilsyneladende er gået mode i missen, og om man kan gøre noget for at stoppe det.
Der er i vidoen især fokus på den operation, der reducerer de indre kønslæber.

The Perfect Vagina

(Vidoen indeholder meget eksplicitte scener)

Problemet er, i følge denne dokumentar, at alt for mange kvinder, og især i forvejen usikre unge teenage-piger, går rundt med en følelse af at deres er unormal.
Man kunne tænke, at det ikke burde være nogen særlig big deal, for det er jo ikke fordi man behøver at lufte den offentligt i nabolaget, og når først to mennesker er nøgne sammen, er der da vel ikke nogen, der er så uhøflige, at de ville finde på at afvise den anden part på grund af rent æstetiske detaljer... eller hvad?

Dokumentaren konkluderer, at en kvindes kønsdele faktisk ikke er så private, som de var engang. Eller det vil sige, den individuelle kvindes er stadig tabu - men 'punanien' som koncept er i høj grad blevet offentlig. Alle har en mening om, hvor lange kønslæberne må være, hvor meget hår, den må have og hvor mange mennesker, den må have været i nærkontakt med.
Mange kvinder har en mere eller mindre bevidst forestilling om idealet, og når det kombineres med, at det ikke rigtigt er et emne, der tales om, kommer de hurtigt til at tro, at deres egen er forkert, fordi den afviger på en eller anden måde.

Jeg synes, det er rigtig fint, at videoen sætter fokus på bagvedliggende psykologiske problemer, der kan få helt normale piger til at gå rundt og være kede af deres egne kønsdele. Den forsøger at bryde tavsheden, italesætte vaginaen og sprede et budskab om, at vi kvinder ikke skal lade os dominere af andres forventninger, men elske os selv som vi er.

Det er jo som udgangspunkt meget godt. Men der er dog også et par punkter, som jeg synes, trænger til kritik:

På et tidspunkt interviewer reporteren en kirurg, for at finde ud af, hvordan han kan have samvittighed til at udføre disse operationer på piger helt ned i 16-års alderen. Han viser et før- og efterbillede (27m. 25s.) - hvor det er ret tydeligt, at genen ikke kun er æstetisk, men altså også i høj grad fysisk. Reporteren ignorerer dog fuldstændig, at der kan være andre, måske mere valide, grunde ti1 at ville ændre på sine kønsdele, end, at der er noget galt med ens psyke. Det er virkelig en skam, for budskabet ville jo ikke blive ødelagt af, at hun indrømmede, at sådan noget som fysiske defekter også eksisterer. Dét, at hun fastholder, at alle bør være tilfredse, får hende desværre til at virke meget naiv.

Det generer mig også lidt, at det kun er kvinder, der er fokus på. Det er jo ikke fordi, det er et helt ukendt fænomen, at mænd også kan have det dårligt med deres udstyr. Men det kan jo selvfølgelig være nødvendigt at begrænse sig. Jeg synes bare, det er vigtigt, at have i baghovedet, at dårligt selvværd og usikkerhed ikke kun plager kvinder.

En sidste ting, som ikke er meget er kritik, som en overvejelse, er dokumentarens behandling af at det er muligt, at få indopereret en kunstig jomfruhinde. Reporteren er mildest talt chokeret, og synes slet ikke, en sådan operation burde eksistere. Vi kan godt blive enige om, hende og jeg, at den ikke burde være nødvendig. Men når nu faktum er, at der eksisterer familier og samfund, hvor ekstremistiske religiøse dogmer dominerer i en så høj grad, at det kan afgøre liv og død, synes jeg, det er en rigtig fantastisk mulighed for kvinder, der ellers ingen alternativer har.
Jeg mener ikke, det er muligheden for at blive opereret (hverken når det gælder æstetik eller mangel på alternativer), der skal stilles spørgsmålstegn ved, men det, der til at starte med skaber en efterspørgsel.

Opsummering (mini antimanifest)
Jeg er for fri dialog og kampen for den naturlige krops ret til at være naturlig. Jeg er enig i at tabu skal brydes,  men samtidig mener jeg ikke, det skal gøres for enhver pris.
Ultimativt må det være det enkelte menneskes valg om hun vil løse sine problemer med kirurgi, psykologi eller meditative gruppeseancer.
Jeg tror på den praktiske tilgang, der tager hensyn til individets behov, frem for en frelst, utopisk forestilling om den perfekte verden, hvor ingen kønslæbe er for stor, ingen psykisk ballast for voldsom, og ingen ekstremistisk-muslimsk risiko for æresdrab kan overskygge det fundamentalt forkerte i principielt unødvendige skønhedsoperationer.
Frihed til folket og fred til fissen!

søndag den 22. januar 2012

Resultat af formidlingsprojekt

I december arbejde jeg og min gruppe,som nævnt, på et formidlingsprojekt til udstillingen "Toulouse-Lautrec. Den menneskelige komedie" på Statens Museum for Kunst.
Vi skrev bloggen Toulouse-Lautrecs Paris, der skulle fungere som en selvstændig helhed bestående af 31 indlæg. Læs mere om den her.

Jeg vil bare lige sige, at vi fik 12.!
En del af opgaven var også at skrive en rapport, men den får I ikke at se.

onsdag den 18. januar 2012

Kunsten at stege en hel kylling

At lave helstegt kylling er faktisk lettere end man tror, men koncentration, vilje og mod, må man have. En god ovn er også godt. Den skal forvarmes til 230 grader, ikke noget med varmluft, bare helt almindelige grader.

Så skal fuglen vaskes. Skyl den godt indeni og fjern eventuelle indvolde. Det er essentielt at fuglen ikke kommer ind i ovnen i våd tilstand. Derfor må den duppes forsigtigt med køkkenrulle på en sådan måde, at den bliver nogenlunde tør både udenpå og indeni, men så blidt, at der ikke sætter sig papir fast over det hele. 
Husk at kigge efter små fjer, der ikke er blevet fjernet. 
Massér så kyllingen med groft, godt salt og friskkværnet peber. Andre krydderier kan tilføjes, men jeg foretrækker at kyllingen kommer ud af ovnen ærlig og uforfalsket i smagen. 
Lårene skal bindes sammen med madlavningssnor (eller andet, man lige har for hånden, og som ikke virker som om det vil: 1. forgifte maden, 2. smelte, 3. smitte af). Jeg kunne ikke opstøve snor denne gang, så mine fugle, blev slutty fugle. De smagte stadig fint, så det er altså mest for at holde på formerne.

Stil kyllingen på en rist, men over noget, som safterne kan løbe ned i. Forlad så fuglen. Den skal have mellem 50-60 minutter, måske mere, hvis den er stor. Hvis man er i besiddelse af et stegetermometer, kan man stikke i fuglen, for at tjekke om den er færdig. Men ellers er den det som regel, når skindet har fået en smuk, gylden farve og buler ud over det hele på grund af safter og fedt, der er fanget under det. Hvis man, når man tager fuglen ud, har problemer med at holde den samlet, fordi den er så mør, er det også en god indikator. 

Så skal fuglen parteres. Faktisk skal den helst spises straks, da det absolut er i de korte øjeblikke efter fuglens befrielse fra ovnen, at den smager aller bedst. Men vil man ikke på barbarisk vis nedsvælge hele dyret over køkkenbordet, kan man jo altid bare skære lidt fra mens man forbereder den på servering. Gør man det ikke, snyder man sig selv. 

Husk, at kyllingen skal stå alene i ovnen. Det gælder om, at den har det så tørt som muligt, for kun sådan bliver skindet rigtig sprødt. Derfor ikke noget med nogle kartofler i bradepanden nedenunder. Med mindre, man kan leve uden sprødt skind, selvfølgelig. 

Jeg synes, det er lækkert, at servere fuglen med en masse forskellige salater, stegte auberginer, frisk flute og en god sennep. Og vin. Husk vin. 

torsdag den 12. januar 2012

Smil så!


Fra tegneserien "a softer world", stribe 759
Læs mere om serien her og start forfra her

Den er mægtig dyb og anderledes end alt muligt andet, der findes derude.

tirsdag den 10. januar 2012

Er lige blevet klippet

Ikke er det sket, at en professionel siden mit 14. år, har sat saksen til mit hår. Dengang med et ingenlunde kønt resultat, hvilket da også forklarer misvilligeholdelsen af lokkerne.
I lange tider har jeg forhindret mig selv og sagesløse andre, i at falde i den enorme mængde af hår, der dengang var mit, ved med måneders mellemrum at klippe 10-15-20 cm af, når jeg skønnede det blev for meget.
Denne ordning fungerede meget godt, den var både praktisk og billig, men jeg begyndte alligevel at kunne mærke en længsel efter kyndige hænder.
I dag skete det så, jeg er blevet godt og grundigt gennemklippet. Kun små, uskyldige 10 cm er forsvundet i længden, men ca. halvdelen i fylde - den stakkels frisør blev næsten fanget i hår, og måtte gøre retræte efter kosten flere gange under prøvelsernet, hun kæmpede dog tappert, og her er altså resultatet.

Jeg er pænt glad og frisøren var rigtig sød og dygtig. Det var frisør Cseelig på Klosterstræde 24, Kbh. K.

søndag den 8. januar 2012

torsdag den 5. januar 2012

Forelskelse


TED: 5 million books

TED er et projekt, der går ud på at dele idéer ved at afholde konferencer, hvor tænkere mødes og deler deres opdagelser med hinanden. Den første konference blev holdt i 1984 og havde temaet Technology, Entertainment, Design - deraf navnet.
På hjemmesiden ted.com uploades videoer fra konferencerne, så man kan sidde behageligt hjemme i sit 14 m2 1-værelses kollegiepalads og blive klogere.

Der er virkelig mange interessante videoer om alt muligt på siden, her er en om bøger:

What we learned from 5 million books


Talerne er  Jean-Baptiste Michel og Erez Lieberman Aiden fra Harvard Cultural Observatory. De taler, meget humoristisk, om hvordan man gennem ord kan komme til at forstå  menneskets historie og kulturhistorie bedre. Konklusionen er, at det mest optimale ville være simpelthen at læse alle de bøger, der nogensinde er blevet skrevet og observere forandringerne.

Da vi har at gøre med forskere, har de naturligvis lavet et diagram for at illustrere dette løsningsforslag. Som vi kan se, ville det være virkelig awesome at give sig i kast med at læse alle verdens bøger - men ikke særligt praktisk. Mere håndgribeligt er det at læse få bøger grundigt, og konkludere ud fra dem - disse er altså placeret langt oppe ad den praktiske akse, men meget lavt på awesomehedsaksen. 
Men! Så er det, at vores alle sammens Google har digitaliseret 15 millioner bøger, hvoraf mange er tilgængelige på internettet via Google Books  - hvilket er praktisk nok i sig selv. Af de 15 millioner er 5 millioner bøger og deres dertilhørende ca. 500 billioner ord blevet bedømt gode nok (ikke alle scanninger er lige god kvalitet) til at danne baggrund for et projekt, hvor Google lavede statistik for mængden af bestemte ord og sætninger over en vis periode. 

Det kan offentligheden med internetforbindelse også komme til her, og det er ret awesome. 
Grafudregneren, som Google kalder for en N-gram viewer, søger i bøger fra tidligst 1500 til senest 2008 og på 7 forskellige sprog og både britisk og amerikansk engelsk.

Her har jeg lavet en søgning på alle databasens forekomster af ordene 'Love' og 'Women' i så bredt et tidsrum som muligt og i alle engelsksprogede bøger:


Her kan det konkluderes, at man især skrev om kærlighed og kvinder i starten af 1700-tallet; at man skrev mere om kærlighed, end om kvinder; og at de to fulgtes nogenlunde ad indtil omkring årtusindeskiftet, hvor man så småt mistede interessen for kærlighed, men havde et meget større fokus på kvinder. 

Jeg synes, det er så sindssyg fedt et værktøj, fordi man kan bruge det til alt muligt:
Navne - hvor kendte har folk været, hvor hurtigt er det gået, hvor længe har man snakket om dem...
Følelser, som frygt, glæde - og så se på årstallene i forhold til krige, kriser, velstandsperioder
Specielle ord - hvor meget har man skrevet 'thou' i forhold til 'you'
Små komparative analyser - hvordan følges ord som 'Christ' og 'Soul' med et ord som 'fear'?

Altså, det er ret sjovt at lege med, og hvis man alligevel roder lidt rundt i historien, kan man jo lige så godt smide nogle ord ind i maskineriet, og se hvad der sker.


tirsdag den 3. januar 2012

Greven af Monte Cristo

af Alexandre Dumas

Jeg er gået i gang med at læse mig igennem de temmeligt mange endnu ulæste bøger, jeg har stående, og det går fremad. Er netop blevet færdig med den noget massive Greven af Monte Cristo. Når jeg siger massiv, taler jeg dog ikke udelukkende om længden, men om indholdet, der må siges at trække  læseoplevelsen i langdrag.

Romanen, der oprindeligt udkom som avisføljeton i Le Journal des débats fra 1844-1846, handler om den unge sømand Edmond Dantes, der bliver uretmæssigt anklaget for at være bonarpartistisk agent mens Napoleon endnu kun er en trussel mod det franske monarki. Han anholdes på det, der skulle have været hans bryllupsdag, og sidder efterfølgende 14 år i fængsel.

Da jeg første gang forsøgte at læse romanen, var det her, jeg gik i stå. Fængselsdelen bliver ved og ved, og det er jo altså simpelthen bare så uretfærdigt: Imens Dantes sidder uretmæssigt i fængsel, dør hans gamle far af sult og hans forlovede gifter sig med hans angiver.
Men denne gang holdt jeg ved! Man har jo ikke (nødtvunget) læst Emily Bröntes Wuthering Heights uden at lære at udholde uretfærdighed og ubehagelige protagonister.
Altså...
Det lykkes Dantes at flygte fra fængslet, og her troede jeg så, at det kun kunne blive godt. Forventede at smægte i retfærdig vrede som hævnen skulle udfoldes. Imidlertid kommer det lige et ordentligt mellemstykke, der, efter et ordentligt spring i tid, genintroducerer Dantes som Greven af Monte Cristo, en orientalsk mangemillionær med et hav af personligheder og to personlige slaver, nemlig en ubetinget lydig nubier, og et styks ung smækker kvinde, som Monte Cristo ikke helt kan bestemme sig for, om han betragter som datter eller potentiel elskerinde. Desuden møder man en masse nye karakterer, som senere vil vise sig at binde hele fortællingen sammen på smukkeste vis, men som med deres første opdukken, føles det mest, som om de udsætter det uundgåelige.
Da man endelig når til hævnen, kan man som læser slet ikke nyde den, da den er blevet trukket sådan i langdrag, og man efterhånden må synes at Monte Cristo overdriver noget, da han f.eks. via subtile manipulationer får hele sin gamle dommers familie myrdet.

Egentlig kan jeg godt lide at Dumas undergraver hele hævnmotivet ved at lade Monte Cristo gå for vidt, og der havde selvfølgelig heller ikke været nær så meget bog i det, hvis ikke den forsmåede Dantes havde gjort så store krumspring for at udføre sin hævn. Men det er nu også bare lidt irriterende.

Denne klassiker får 5 b'er ud af 5 for litterær værdi: B B B B B
Argumentation: den forholder sig til historiske og sociale komplikationer og alt muligt, og den æstetiske helhed i alle de løse ender, der bindes sammen i en perfekt knude, er faktisk lidt smuk.

2 ud af 5 b'er for underholdningsværdi: B B B B B
Argumentation: Den pirrer til følelser, jeg helst slet ikke vil have pirret - som forfærdelse, væmmelse og simpel irritation. Jeg må dog erkende, at helhedsoplevelsen er mere positiv, og at da Monte Cristo endelig afslørede sin sande identitet i slutningen af bog 3, var det altså også meget sprødt.